De sidste spor af gammel familievirksomhed er hastigt på vej til at forsvinde
VEDDUM: Det har vakt en del opsigt i Veddum og omegn, hvor hurtigt det går med at få ryddet op på brandtomten i midten af byen.
Grunden tilhørte byens erhvervsmæssige stolthed, Kruse Vask, men en altødelæggende brand i februar efterlod alt i ruiner. Efter forgæves forsøg på at rekonstruere virksomheden kastede ejerne, søskendeparret Martin og Sarah Kruse for nylig håndklædet i ringen og solgte aktiver og kundeportefølje til Textilia.
Dermed var der banet vej for den længe ventede oprydning.
- Det har jo ikke været sjovt at se på, og det har også været til stor gene for naboerne, så det er da rart at se, at det er kommet i gang, og at det nu går så stærkt, siger Jess Laursen, der har mange kasketter, men som i denne sammenhæng har været en af de drivende kræfter i det tætte samarbejde mellem landsbyerne Veddum og Skelund, hvor han selv bor.
Også Danny Juhl, mangeårigt medlem af byrådet i Hadsund og siden Mariagerfjord Kommune er lettet.
- Nu håber jeg bare, grunden kan blive brugt til noget fornuftigt. Placeringen klos op ad Brugsen gør det efter min mening velegnet til ældrevenlige boliger, men det er jo op til ejeren, konstaterer han.
Ideen falder helt i tråd med de tanker, formanden for Veddum Landsbylaug, Leo Korsgaard har gjort sig, men optimismen er ikke så stor.
- Vi har og har haft en del tomme grunde, efter at vi med nedrivningspuljen i ryggen for år tilbage fik revet de værste huse ned. Og vi har forsøgt flere gange at få det erstattet af almennyttigt byggeri, men uden held. Det er klart, at placeringen er en fordel, men om det lykkes, er et godt spørgsmål, siger han.
Men at det foreløbig peger i den rigtige retning, er han ikke i tvivl om.
- Hellere en tom grund end en brandtomt. Det er helt sikkert, siger han.