De mørke tider bliver lysere: Duo udgiver bog om efterår- og vinterhygge
MARIAGERFJORD: Vi har sagt farvel til sommeren anno 2024. Efteråret er over os og afløses derefter af vinter. Forude venter fem til seks måneder, der for nogle godt kan være lidt tunge at komme igennem med mørke, kulde og længsel mod lysere tider.
Men, men, men … efterår og vinter kan faktisk rigtig meget. Det er nemlig årstider, der indbyder til masser af samvær og hygge.
Det er budskabet i bogen ”Hyggeliv – inspiration til simple stjernestunder”, hvor de seks efterårs- og vintermåneder bliver overøst med varme og kærlighed omsluttet af masser af fordybelse og nærvær.
Gennem 240 sider tager bogen læseren med på en rejse gennem de hyggelige seks måneder. Fortalt i tekst og ikke mindst flotte og stemningsfulde billeder – med opskrifter på efterårs- og vintermad, tips og inspiration til indretning, blomster, genbrug og ja, bare en masse hygge og stjernestunder.
Erfaren livsstilsduo
Det er duoen Sif Orellana og Vivian Christensen, der i bogen deler deres personlige refleksioner på at omslutte de mørke måneder med varme og nærvær.
De har samlet de bedste idéer og opskrifter fra deres to verdener, ligesom de fortæller om, hvad de selv inspireres af og hvordan de ser på hverdagen og livet generelt.
Duoen har i over 20 år på hver deres måde arbejdet med at formidle og inspirere andre. Parrets veje krydsede hinanden for to år siden, og bogen markerer deres første fælles udgivelse.
Sif Orellana er forfatter til 18 mad- og livsstilsbøger. Hun er forlægger, stylist og driver sin egen virksomhed med kurser i blandt andet madlavning, fotografering, styling, storytelling, entreprenørskab, bogproduktion og SoMe. Derudover arbejder hun som freelance fotograf og journalist på diverse aviser og magasiner.
Vivian Christensen er selvstændig på 20. år med virksomheden Jeanne d’Arc Living, der sælger brugskunst og møbler og udgiver livsstilsbøger og magasiner i mange forskellige lande. Det er samlet set blevet til 15 bøger og mere end 120 magasinudgivelser.
Magasinet Jeanne d’Arc Living, der udgives hver sjette uge, udkommer i dag på hele seks forskellige sprog.
”Hyggeliv – Inspiration til simple stjernestunder” er udkommet på både dansk, tysk og engelsk.