Danske toner i alle afkroge
I uge 44 bliver der sunget og spillet dansk musik i hele Mariagerfjord Kommune.
Kommunen er nemlig med i den landsdækkende Spil Dansk-kampagne.
Hele ugen byder på fællessang, dansk musik og musikalske tilbud til skoler, børnehaver, foreninger og kulturhuse.
- Spil Dansk er en enestående mulighed for at skabe musiske aktiviteter for såvel børn som voksne, siger Jane Grøn (S), formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg.
Hun lægger stor vægt på, at alle børn får mulighed for at møde den danske musik, uanset deres sociale- og etniske baggrund, eller hvor de bor.
- De kulturelle oplevelser vi får i vores barndom, former os som mennesker, og dem har vi med os hele livet.
- Derfor er det vigtigt, at alle børn lærer den danske musik at kende, betoner Jane Grøn.
I Mariagerfjord Kommune kan alle være med.
På Søndre Skole lærer børnene at skrive sange, mens der på Bymarkskolen spilles op til fællessang.
På Arden Skole skal børnene på en såkaldt lydkunst-skattejagt, hvor de skal skabe lyde og opdage og optage lyde omkring skolen.
De lidt ældre kan komme til koncert med sangerinden Ane Monsrud ved Ishuset i Hobro, og de studerende på Mariagerfjord Gymnasium får besøg af rappere fra organisationen Rapolitics.
Derudover kan et lokalt band få en officiel musikanmeldelse, som de kan bruge til deres promovering.
Desuden får nogle af kommunens musiktalenter og et amatørkor undervisning af professionelle musikere.
Som noget nyt er der afsat en pulje på 15.000 kroner, som lokale aktører kan få del i til at arrangere musikalske aktiviteter.
Det kan være koncerter, fællessang i frokostpausen, folkeoplysende arrangementer, debatter, foredrag, åbne musikhuse og institutioner.
En lang række radiostationer, blandt andre alle DR’s radiokanaler, spiller lutter dansk musik under hele Spil Dansk Ugen.
På landsplan bydes der på over 1000 musikarrangementer i hele Danmark i løbet af ugen.
Du kan læse mere på www.mariagerfjord.dk/spildansk.