Billede beskrivelse

Bygherre stod klar til at opføre ni lejligheder: Politiet satte stopper for byggeri på central grund

Kommune solgte areal til etagebyggeri, men den var ordensmagten ikke med på

04. september 2021 kl. 15.31

HOBRO: Næsten alt var klappet og klar, og projektmager Jakob Thy stod på spring til at bygge etageboliger med ni nye lejligheder på den centrale grund Hostrupvej 10-16 i Hobro. Men nu er planen røget i vasken.

Grunden havde boligudvikleren købt af kommunen. Byggeplanen kom godt igennem en nabohøring, teknisk forvaltning satte deres grønne stempel, og politikerne i teknik- og miljøudvalget godkendte også.

Men politiets velsignelse af de trafikale forhold manglede, og den fik man ikke.

Nordjyllands Politi kan nemlig ikke acceptere, at en grund med så mange boliger får en almindelig udkørsel til den trafikerede Hostrupvej uden en væsentlig ombygning af vejen.

Grundsalget var betinget, og derfor kunne Jakob Thy annullere handlen.

- Det var virkelig træls, for jeg har brugt en del penge og rigtig meget tid på at få lavet det projekt - og så til ingen verdens nytte. Jeg havde endda lavet aftale med en del af håndværkerne, som skulle stå for byggeriet, fortæller Jakob Thy.

Billede beskrivelse

Grunden på Hostrupvej har stået tom i en del år. Mariagerfjord Kommune overtog arealet med fire elendige huse, som siden blev revet ned. Herefter blev den udbudt netop som en grund til etageboliger.

Efter det annullerede salg har kommunen endnu ikke sat grunden til salg igen.

- Vi skal have lavet nyt udbudsmateriale, siger konsulent Inge-Lene Ebdrup, der står for salg af kommunens ejendomme.

- Vi havde oprindeligt sat grunden salg uden betingelser for, hvor meget der må bygges på arealet. Nu skal vi have en dialog med politiet, og vi skal undersøge, hvordan grunden kan disponeres. Det kan meget vel tænkes, at der ikke er plads til ni boliger, siger Inge-Lene Ebdrup.

Hun tilføjer, at man hos Mariagerfjord Kommune har forståelse for Jakob Thys frustration, men understreger, at det er almindelig praksis, at et projekt skal beskrives og foreløbigt godkendes af kommunen, før politiet tager stilling til sagen.

Mariagerfjord Kommune har haft Hostrupvej 10-16 til salg siden 2015 med en prisidé på 1,6 millioner kroner - dog med opfordring til interesserede købere om at give et bud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste