Bro-reparation lakker mod enden
Henover julen vil Hadsund-broen igen kunne passeres i fire spor. Herefter forestår blot nogle få ugers reparationsarbejde
Efter længere tids renoveringsarbejde på Hadsund-broen er der nu snart udsigt til bedre tider for trafikanterne i området.
Vejdirektoratets entreprenør har siden foråret 2021 arbejdet på at udbedre skader i betonen på undersiden af brodækket samt på bropillerne.
Arbejdet på den 45 år gamle bro er nu tæt på afsluttet, og i første omgang indstiller entreprenøren arbejdet i nogle uger hen over julen.
Det indebærer, at der indtil et stykke ind i 2022 bliver passage i fire i spor, fortæller Lene Højris Jensen, som er Vejdirektoratets fagprojektleder på brorenoveringen.
- Vi er stort set i mål med renoveringen, men der mangler to-tre ugers arbejde med at skifte lejer på et enkelt brovederlag og udskiftning af nogle fugebånd.
- Det er et arbejde, som er meget vejrfølsomt, da entreprenøren også skal foretage malearbejde.
- Derfor er det besluttet at stoppe før jul - og så genoptage arbejdet midt i januar, hvis vejrsituationen ellers tillader dét, siger hun.
Mens renoveringsarbejdet midlertidigt er indstillet, vil der være fuld passage i alle fire kørespor.
Herefter bliver det igen i en kortere periode nødvendigt at inddrage et enkelt kørespor, indtil renoveringen af Hadsund-broen er endeligt afsluttet..
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som de sidste ugers broarbejde kommer til at betyde for trafikanterne og broens naboer.