Billede beskrivelse

Børn med udfordringer forvandles til vandhunde

16. oktober 2024 kl. 06.02

HOBRO: For godt et år siden lancerede Hobro Svømmeklub et særligt tilbud til børn med forskellige A-diagnoser som autisme, aspergers, ADD, ADHD og angst. Holdet kaldes A-holdet, og indtil nu har ”kun” tre børn taget imod tilbuddet, men at dømme på glæden i børnenes øjne er det alligevel en stor succes.

Børn med en A-diagnose kan godt have svært ved at gå til en fritidsaktivitet – og det bliver bestemt ikke nemmere, hvis aktiviteten foregår i vand i en til tider larmende svømmehal.

Billede beskrivelse

Derfor fik Tina Dinesen hos Hobro Svømmeklub idéen til at lave et lukket svømmehold for netop den målgruppe. I trygge rammer og lagt på et tidspunkt, hvor der er forholdsvist roligt i svømmehallen.

- Børn med den slags udfordringer kan have svært ved at være på et helt almindeligt svømmehold, men de skulle selvfølgelig også have muligheden for at blive trygge ved vand og lære at svømme, så derfor oprettede vi et hold, fortæller Tina Dinesen, der er uddannet socialpædagog og har erfaring med at arbejde med børn, der har diagnoser.

Fantastiske børn at arbejde med

A-holdet, der er for aldersgruppen 6-10 år, har været i gang i et år og består foreløbigt af tre glade vandhunde; Astrid, Lauritz og Tue.

Billede beskrivelse

Der er plads til i alt seks på holdet, som ledes af Tina Dinesen og Magnus Kragelund Østergaard. Tina er i vandet med børnene, mens Magnus dirigerer fra bassinkanten.

- Det er nogle fantastiske børn at arbejde med. De viser altid en masse glæde ved at komme i vandet, og så er små fremskridt altid nogle store sejre for dem. Det er tydeligt, at de er vildt stolte, når de lærer noget nyt, fortæller Magnus Kragelund Østergaard, der til daglig går i 1.g på Mariagerfjord Gymnasium og som i fritiden både svømmer og underviser i Hobro Svømmeklub.

Succesoplevelse, ansvar og selvtillid

De tre A-svømmere følges altid af forældrene fra bassinkanten, mens de boltrer sig i vandet, og hos Tues far, Peter, er der stor begejstring over tilbuddet.

- Tue har autisme og ADHD, og han havde blandt andet en uheldig oplevelse til skolesvømning og var blevet meget bange for vand. Nu har han fundet glæden ved at komme i vandet igen, og det har samtidig givet ham nogle meget positive succesoplevelser. Han går blandt andet selv ind og klæder om inden svømning, og har dermed også fået noget ansvar, som han er vokset med og som har givet ham en masse selvtillid, fortæller Peter.

A-holdet svømmer hver onsdag eftermiddag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste