Børn i Hvilsom får grønne fingre

06. september 2017 kl. 12.49

HVILSOM: Børnehaven i Hvilsom hejste i sidste uge Det Grønne Flag med hjælp fra Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.

Flaget er en anerkendelse af, at børnehaven det seneste års tid har arbejdet med Grønne Spirer. Det Grønne Flag blev fejret med grøn saftevand og grøn kage.

De Grønne Spirer er knyttet til Friluftsrådet, som bakker op om, at børn skal lære at bruge, men også passe på naturen. I hverdagen er leg og bevægelse mulig hjemme i børnehavens udearealer, men de ugentlige skovdage i Hvilsom Fribørnehave er værdsat af store og små.

Besøgene i en nærliggende skov giver mulighed for at lege i vilde rammer, og der er altid masser af krible-krable-liv at undersøge i skovbunden, fortæller Majbrith Borg Andersen, formand for friskole og fribørnehave i Hvilsom.

I denne tid har børnehaven høsttema. Børnene holder øje med nabolagets mejetærskere og ballepressere. Sommerens udkomme opleves også ved at plukke blomster til tørring og pynt i vaser.

Børnene har dyrket deres egne kartofler i plantespande og holdt øje med gulerødder, salat og ærter i de fælles plantekasser i børnehaven.

Lidt større afgrøder har børn og pædagoger opsøgt ved at besøge lokale grøntsagsavlere, hvor børnene har plukket majs, trukket porrer op af jorden og gravet rødbeder og gulerødder op.

De tager naturens lokale råvarer med hjem i børnehavens køkken og smager på grøntsagerne. De tilberedes både bagt, kogt og syltet.

Ifølge afdelingsleder Tine Qvist er målet med høsttemaets smagedage at udfordre børnenes nysgerrighed og give dem mulighed for nye smagsoplevelser og sanseindtryk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste