Bøn på vejen til menighedshus
Fadervor byder teenagere i Als og Øster Hurup velkommen til konfirmandundervisning
Når konfirmandundervisningen i denne uge indledes for de unge mennesker i Als og Øster Hurup i menighedshuset i Als, bliver de budt velkommen med en bøn knap hundrede meter før, de kommer til huset.
På Præstegaardsvej, der fører fra Springvandspladsen til præstegården, hvor menighedshuset ligger, står bønnen Fadervor i enstavelsesord på strækningen, så man når igennem hele bønnen fra starten på vejen til huset, hvor undervisningen finder sted.
Det var sognepræst Iben Brejner Højgaard, bistået af medarbejderne på kirkegården i Als, der via en skabelon sprøjtede ordene på asfalten.
Lignende er præget på flisegangen op til kirken i Øster Hurup.
Inden arbejdet blev igangsat havde man sikret sig, at ingen af beboerne på vejen, der er en privat fællesvej, havde indsigelser.
Sognepræsten oplyser, at de små ord midt på vejen, forsvinder igen efter nogen tid.