Bliver det Danmarks største indløb til en fodboldkamp?
HOBRO: Hobro IK har haft en flot sæson i landets næstbedste fodboldrække, hvor de har været en del af top-6-slutspillet, har banket det kommende Superligamandskab fra AaB tre gange på stribe og ikke mindst spillet flot fodbold med et ungt og talentfuldt mandskab, der lover godt for fremtiden.
Den flotte sæson vil Hobro IK gerne markere og afslutte på flotteste vis til sæsonens sidste hjemmekamp, der finder sted fredag den 24. maj kl. 19.00, hvor allerede oprykkede SønderjyskE kommer på besøg på DS Arena.
Takket være klubbens mangeårige samarbejdspartner; Sparekassen Danmark, bliver der gratis entré til kampen. I tillæg inviteres alle 6-12-årige piger og drenge til at løbe ind på banen sammen med spillerne før kampstart.
- Nu ved vi ikke, hvad rekorden reelt er, men vi har en ambition om, at vi kan præsentere Danmarks største og flotteste indløb nogensinde til en fodboldkamp. Med mange hundrede børn, fortæller Mikkel Højbo, kommunikationschef hos Hobro IK.
- Vi har selv sendt invitationer ud til børn i alle vores samarbejdsklubber, Sparekassen Danmark har også sendt invitationer ud til nogle foreninger, men alle i aldersgruppen er velkommen, også hvis man kommer individuelt. Man skal blot tilmelde sig via vores hjemmeside, når man trækker sin gratis billet til kampen.
- Og så skal man lige huske at tage en fodboldtrøje på, så det på alle måder bliver et flot syn og dermed også en festlig afslutning på en rigtig god sæson, fortæller Mikkel Højbo.