Bedre tider på vej for gammel mølle
Nordea-fonden bidrager med lille halv million til nye møllevinger i Havndal
Lyshøj Mølle i Havndal kommer nu snart igen til at kunne male mel.
Den gamle mølle på sydsiden af Mariager Fjord har ellers siden 2006 ligget hen uden vinger, men bl. a. takket være en frisk økonomisk håndsrækning på 480.000 kr. fra Nordea-fondens ”Her bor vi”-pulje er der nu igen udsigt til, at møllevingerne kan komme til at snurre på Havndal-egnen.
- Møllehatten er nu færdigmonteret, og alt virker, som det skal, så vi er klar til at køre, når vi også får vingerne monteret.
- Møllebyggeren er i gang, og vi forventer at få vingerne leveret til Lyshøj Mølle først i det nye år, fortæller Ove Knudsen, der er formand for den Selvejende Institution Lyshøj Mølle.
Prisen på de nye møllevinger lyder på 1.252.888 kr. incl. moms.
- Så det siger næsten sig selv, at de 480.000 kr. fra Nordea-fondens ”Her bor vi”-pulje er en stor hjælp, bemærker Ove Knudsen.
Forventningen hos de frivillige kræfter bag Lyshøj Mølle er, at den restaurerede mølle i fremtiden kommer til at skabe ekstra aktivitet i Havndal-området, og at møllen i det hele taget kommer til at fungere som et nyt samlingssted i lokalområdet.