Billede beskrivelse

Bazar holder corona-pause

- Vi synes ikke længere, vi kan forsvare at lade stå til, lyder forklaringen fra de to bazar-ejere i Skelund, Jan Vestergaard og Jess Laursen

16. december 2021 kl. 10.29

Bazar Skelund holder indtil videre corona-pause.

Den beslutning er de to bazar-ejere, Jan Vestergaard og Jess Laursen, helt egenhændigt nået frem til på baggrund af den seneste tids tiltagende corona-smitte.

- Da vi i august genoptog de månedlige bazardage i Skelund kunne vi ellers tydeligt mærke, at bazardagene har været savnet, men efterhånden som vejret er blevet koldere, og smitten er taget til, har der gradvist sneget sig en vis tilbageholdenhed ind, både hos stadeholderne og publikum.

- Derfor synes vi heller ikke, vi selv kan forsvare at lade stå til, lyder det fra Jan Vestergaard og Jess Laursen.

Længden af corona-pausen afhænger naturligvis af, hvordan pandemien udvikler sig ind i 2022.

- Men vi har på ingen måde mistet hverken modet eller lysten til at invitere til Fødevare og Kræmmermarked i Skelund, når vi igen finder det forsvarligt, understreger de to bazar-ejere i Skelund.

Her og nu nøjes de med at ønske stadeholdere og publikum en god jul og et godt nytår, idet de samtidig takker for opbakningen i 2021.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste