Badesæsonen starter – også selvom vandet ikke er koldt nok
HOBRO: Nogle vil nok mene, at badesæsonen anno 2024 lakker mod enden. Anderledes forholder det sig hos Hobro Vinterbadeklub, der netop har haft opstart af vinterbadesæsonen 2024/2025.
Og det blev en særlig god sæsonstart, idet Louise Risom fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro kiggede forbi med en gavecheck på 50.000 kr., som blev doneret til hjælp til en ny omklædningsvogn.
Vinterbadeklubben har efterhånden lidt over 200 medlemmer, hvorfor de nye omklædningsfaciliteter var et meget tiltrængt løft for klubben.
I dagens anledning blev der serveret bobler og kransekage for at festliggøre indvielsen af den ny omklædningsvogn, hvorefter formand Peter L. Schaarup erklærede vinterbadesæsonen for åben. Alle de fremmødte nød det dejlige vejr og saunaen, men kunne også konstatere, at vandet slet ikke var koldt nok endnu.
Sidste år blev klubbens sauna udskiftet til en ny flot mobilsauna, og efter aftale med Vindø Teglværk/Randers Tegl bades der i vintermånederne fra teglværkets anlægsbro.
Udover donationen fra Sparekassen Danmark Fonden har Hobro Vinterbadeklub modtaget donationer i form af penge og materialer fra Norlys Vækstfond, Nordea Fonden, Stark Tømmerhandel Hobro, Villumsign Hobro og EasyWaggon Fredericia.