Badeby får en skulptur - den er med fisk
ØSTER HURUP: Skulpturen ”Fisketotem” afsløres fredag 16. september 2022 kl. 17 på havnen i Øster Hurup, og alle er meget velkomne til denne begivenhed.
Efter tre års arbejde med ”Kunst der forbinder Øster Hurup Havn og bymidte” er det nu lykkedes kunstudvalget under ”Det gode liv” i Øster Hurup at komme i mål med det første kunstværk.
Mariagerfjord Kommune har givet tilladelse til opstillingen, og mange fonde, sponsorer og lokale foreninger har givet økonomisk støtte til projektet.
Skulpturen bliver placeret ved indkørslen til havnen således, at den både kan ses oppe fra tårnet i bymidten, og når man kommer gående eller kørende til havnen.
Den kan også ses fra havet, når man kommer sejlende fra såvel nord som syd.
Kunstneren Bjørn Kromann-Andersen har skabt skulpturen. Han er inspireret af Haida-indianerne, der er kendt for deres totempæle, som fremstiller deres mytologiske forhold til dyrelivet.
Efter et besøg i Øster Hurup, hvor Bjørn Kromann-Andersen oplevede byen og havnen kom han med et udkast til en fisketotem.
Kunstudvalget var begejstret for denne abstrakte udformning, som kan tilbageføres til fiskeriet i det gamle fiskerleje Øster Hurup.
Undervejs kom projektet ud for et benspænd. Alle materialer steg voldsomt i pris, og der blev brug for flere støttekroner end beregnet.
Her sprang lokale forretninger, firmaer, foreninger og private sponsorer til og donerede de manglende kroner. Uden denne kæmpe opbakning var projektet kuldsejlet, fortæller Lene Kold.
”Fisketotem” er begyndelsen på en drøm om at placere skulpturer fra havnen op til torvet i midtbyen og dermed forskønne byen med kunst til glæde for borgere og turister.