Atter Pizzaspring i Valsgaard
VALSGÅRD: Da Valsgaard Gymnastikforening sidste år holdt arrangementet "Pizzaspring", deltog 139 børn og unge, men i år håber arrangørerne, at endnu flere vil lægge vejen forbi hallerne i Valsgård fredag 29. december.
I begge haller er der opstillet redskabsbaner, hvor der hele eftermiddagen vil være instruktører klar til at undervise deltagerne i spring. Det hele begynder klokken 14, og når der skal pustes ud, vil det være muligt at få lidt frugt, saftevand - og selvfølgelig pizza.
Alderen for deltagelse er fra 0. klasse og opefter. Det kræver ingen tilmelding, og man behøver ikke at være medlem af gymnastikforeningen. Dog skal man betale 100 kroner.