Arkitekter fra Aarhus har lavet ny plan for Mariager Skole
- Det er et flot oplæg, siger udvalgsformand Svend Madsen
Et nyt ideoplæg til renovering af Mariager Skole, som det aarhusianske arkitektfirma Kjær og Richter har udarbejdet, er nu klar til politisk godkendelse i Mariagerfjord Kommune.
- Jeg håber, vi giver det vores velsignelse. Det er et flot oplæg, siger børn- og familieudvalgsformand Svend Madsen (V) forud for et møde i udvalget 9. november.
Projektet bekræfter Svend Madsen i, at skolebygningerne i Mariager generelt er velholdte og i gode materialer. Der er således ikke tale om, at skolen skal totalrenoveres.
- Bygningerne er opført i robuste, naturlige og sunde materialer med stor signalværdi, og de rummelige og højloftede lokaler er et godt udgangspunkt for at skabe et godt indeklima, skriver Kjær og Richter således i oplægget.
Blok 1, 2, 3, 4 og 5 på Mariager Skole alle er i en stand, hvor der ikke anbefales større indgreb i overfladerne – materialer er gedigne, klassiske og bæredygtige, vurderes det.
Andre områder af skolen trænger derimod til nye gulve, vægge, lofter og installationer:
Det drejer sig om det pædagogiske læringscenter, faglokalet til science, hjemkundskab, gymnastiksalen, musiklokalet samt lokalerne til håndværk og design.
Blok 1, 2 og 3 skal have udskiftet taget.
Kulturtorv og vandtårn
Idéoplægget illustrerer også, hvordan velkomstområdet til Mariager Skole kan fornys og give et imødekommende udtryk.
Fra ankomstpladsen vil der være direkte forbindelse til det centrale "kulturtorv", der fungerer som skolens udendørs samlingssted.
Kulturtorvet markeres af skolens vartegn "vandtårnet", der fungerer som udsigtspost med kig til fjorden og eksperimentarium for læring om vand.
Gårdarealerne vil blive en samlende og aktiv del af Mariager Skole og bringe fjorden tættere på skolen.
Der er tænkt anden disponering af cykelparkering og knallertparkering, så de ældste elever kan parkere tættere på deres klasselokaler.
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har sat 20 milloner kroner af på 2022-budgettet til Mariager Skoles renovering.