Arkæologer finder gammelt skibsvrag ved Mariager Fjord
MARIAGER: I forbindelse med nedlægningen af nye kloakrør på havnen i Mariager er arkæologer fra Nordjyske Museer stødt på dele af et skibsvrag.
Skibet strandede for flere hundrede år siden i et område, der dengang var en kystnær del af Mariager Fjord. I dag ligger vraget cirka 3 meter under asfaltbelægningen på Havnepladsen. Det skyldes, at havnen i Mariager med årene er rykket længere ud i fjorden ved opfyldning med jordmasser.
Skibsvraget består af flere spanter og bordplanker fra en skibsside. Plankerne ligger stadig på deres rette plads, selvom vragdelen er trykket noget flad af fyldjorden ovenpå.
Skibet har været klinkbygget, hvilket vil sige, at de enkelte planker i skibssiden er lagt med et lille overlap. Dette byggetræk kan man stadig se, og teknikken har været brugt inden for skibsbygning i århundreder – det er blandt andet den måde, som vikingerne også byggede deres skibe på. Traditionen med klinkbyggede både blev i øvrigt anerkendt af UNESCO som immateriel kulturarv i 2021.
Allerede i 1982 stødte man faktisk første gang på vraget, men der blev ikke foretaget nogen arkæologisk undersøgelse på dette tidspunkt.
Den engagerede lokalhistoriker Per Sloth Carlsen gjorde dog nogle notater og tog enkelte fotos. Keramik og andre fund ved vraget fik Per Sloth Carlsen til at formode, at skibet var fra 1700-tallet, men reelt set ved vi det ikke endnu.
Nu undersøges vraget meget mere omhyggeligt, blandt andet med 2D- og 3D-opmålinger, og arkæologerne fra Nordjyske Museer vil søge at få skibet årringsdateret for at finde ud af, hvornår det præcist er bygget.
Ligeledes er de interesserede i at finde ud af, hvilken skibstype der er tale om. Derved kan de få et godt indblik i, hvilke skibe det var, der anløb Mariager med varer dengang for flere hundrede år siden.