Andelskassen er flyttet på kajen
Mandag var første åbningsdag i de nye rammer. Hør i videoen centerdirektør Jesper Skov Mikkelsen fortælle om flytningen
Andelskassen i Hobro er rykket ind i nyrestaurerede lokaler på Sdr. Kajgade 2 i Hobro.
Første åbningsdag i de nye lokaler var mandag den 29. marts.
- Vi fik solgt vores eksisterende lokaler på Store Torv til Mariagerfjord Kommune, og er meget begejstrede over vores nye lokaler her på Sdr. Kajgade, hvor vi bliver en meget mere synlig del af Hobro. Hver dag kører omtrent 12.000 biler forbi på Brogade lige udenfor vores dør, fortæller Jesper Skov Mikkelsen, der er centerdirektør i Andelskassen Hobro.
- I en tid, hvor mange pengeinstitutter har forladt byen, er det også et klart signal til Hobro og vores kunder om, at vi vil byen og lokalområdet. Vi har indrettet de nye lokaler meget indbydende og moderne, og fremadrettet vil vi i endnu højere grad også byde nye erhvervskunder velkommen i vores hus.
- I vores nye lokaler har vi også gjort meget ud af at være bevidste om vores historie. Blandt andet er husets seks mødelokaler opkaldt efter nogle af de byer, hvor der tidligere har været selvstændige andelskasser, men som nu er en del af Andelskassen Hobro.
- De seks mødelokaler hedder Aars, Klejtrup, Arden, Hadsund, Hvilsom og Onsild, slutter Jesper Skov Mikkelsen.