Alt udsolgt til nytårskur
MARIAGERFJORD: Hvad er det lige præcis, skuespiller og filminstruktør Hella Joof tænker på, når hun taler om "Papmache-reglen".
Det er der øjensynligt mange i Mariagerfjord og Rebild Kommune, som godt kunne tænke sig at høre lidt nærmere om.
Arrangørerne fra LOF og Hjerteforeningen havde på forhånd forventet at kunne sælge cirka 300 billetter til tirsdagens nytårskur, som foruden Hella Joofs optræden også byder på boblevand, kransekage og korsang ved det lokale rytmiske kor Stay on the Beat.
- Men vi har nu solgt 400 billetter - og sat yderligere 70 på venteliste, lyder det fra en lettere overvældet LOF-skoleleder Jan Vestergaard.
Det er femte gang, Hjerteforeningen og LOF i fællesskab inviterer til nytårskur på i Mariagerfjord Gymnasium, og som den massive tilslutning vidner om, er det åbenbart i den grad en nytårstradition, som østhimmerlændingene har taget til sig.