Als’ centrum skal have et løft
Borgergruppen ”Als i Aktion” vil have midtbyen gjort mere indbydende
Ud over stenmolen ved stranden i Als står især midtbyen for tur, når der igen åbnes for borgermøder og sammenkomster ovenpå en corona-krise, der i vid udstrækning har sendt borgergruppen ”Als i Aktion” i dvale.
Gruppen har involveret professionel teknisk ekspertise i både strandplanerne og lokale tanker om ændringer i midtbyen med gadekæret Flouen og anlægget med paraplyen.
- Arkitekter og ingeniører har påpeget, at en helhedsløsning for Als også bør omfatte området ved Flouen, og hele det virvar af veje, der er om gadekæret. Der bør ske en omlægning af vejnettet, så området bliver mere indbydende med beplantning og åbning ned til Flouen, hedder det blandt andet i en skriftlig information fra ”Als i Aktion”.
Det oplyses desuden, at der bør være større mulighed for at udnytte arealet ned til gadekæret, akkurat som man gjorde gamle dage.
Samtidig foreslås det, at vejbelægningen ændres.
- Der er tale om store projekter og dermed også store investeringer, og vi arbejder i øjeblikket ud fra, at finansieringen primært sker via fondsmidler samt kommunale kroner, hedder det.
- Vi har i samarbejde med et arkitekt- og ingeniørfirmaet aftalt, at eftersom de har stor erfaring med fondssøgning og med at samarbejde med de store fonde, er det dem, der forestår den del, hedder det i udtalelsen fra projektgruppen.