Billede beskrivelse

Ældre Sagen får ung hjertestarter

30. november 2017 kl. 06.05

HOBRO: Hjertestarteren hos Ældre Sagen i Hobro er efterhånden selv ved at være af ældre dato.

Det har organisationen sat sig for at få rettet op på - og med økonomisk støtte fra Himmerland Forsikrings fond er det nu lykkedes at skaffe midler til indkøb af en ny og moderne hjertestarter.

Donationen på 10.000 kr. blev forleden overrakt til formand Ole Knudsen og bestyrelsesmedlemmerne Gunnar L. Hansen og Birgit Ribe fra Ældre Sagen Hobro af formanden for Himmerland Forsikrings fond, Per Mikkelsen, og forsikringsselskabets formand Erling Sørensen.

Det skete ved en lille sammenkomst på forsikringsselskabets hovedkontor i Aars.

Ældre Sagens hjertestarter i Hobro er typisk med, når foreningen arrangerer udflugter, ture og rejser for medlemmerne, og det er således ganske betryggende, at der i fremtiden er tale om en yngre model - og ikke en lettere udtjent én af slagsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste