Årets nordjyske fodboldklub er kåret
IK Rosendal fra Hobro løb med hæderen, som årets fodboldklub, da den lokale DBU region havde årsmøde tirsdag aften
HOBRO: Fodboldklubben IK Rosendal er kåret til årets fodboldklub i DBU Jylland Region 1. Kåringen fandt sted til DBU Jylland region 1’s årsmøde tirsdag aften, skriver DBU Jylland på sin hjemmeside.
Ved kåringen blev der lagt vægt på, at intet initiativ er for småt for Hobro-klubben, der satser på at skabe ligevægt mellem det sociale og det sportslige.
Derudover blev klubbens arbejde for at udbrede kendskabet til pigefodbold fremhævet. Af de mange tiltag kan det nævnes, at klubben har fx. afholdt Pigeraketten i samarbejde med DBU og den lokale skole.
Her deltog 100 piger og skolesamarbejdet er derudover mundet ud i et pigefodbold-valgfag i udskolingen på Rosendalskolen.
En venindedag for U9/U10 Piger, hvor de kunne invitere deres kammerater til fodbold via venindekort, gav en tilgang på seks nye medlemmer på årgangen.
Derudover fremgår det af DBU Jyllands hjemmeside, at fokus på at finde sponsorer og videreuddannelse af ungdomstrænere også har spillet en rolle.
I Jylland er der fire DBU regioner, og IK Rosendal er i den, der dækker det tidligere Aalborg Amt.
I alt er der ni DBU regioner i landet.
Med titlen som Årets klub i regionen er IK Rosendal med i opløbet om at blive årets fodboldklub i Danmark. Kåringen finder sted 18. april.