Billede beskrivelse

55 fra Snæbum til visionsmøde

05. februar 2018 kl. 13.03

SNÆBUM: Snæbum Kultur- og Forsamlingshus dannede søndag rammen om et spændende idéværksted, arrangeret af Snæbum-Hannerup Landsbyråd.

Ikke færre end 55 af byens borgere havde fundet vej til dagens møde, fortæller Tina K. Højbjerg.

Dagen startede med velkomst ved landsbyrådets formand Verner H. Kristiansen, som dog hurtigt gav ordet videre til Jens Lykke fra Mariagerfjord kommunes kultur- og fritidsforvaltning.

Han fortalte om Landsbyklynge Mariager Fjord Vest og kom med input til, hvordan de fremmødte i små workshop kunne arbejde med visioner og ideer for lokalområdet.

- Det blev til fire spændende timer, hvor der blev mulighed at snakke om, hvilke styrker og muligheder de fremmødte kunne se i nærmiljøet.

- Herunder faldt samtalerne ret naturligt på den smukke natur omkring Snæbum Sø, byens dejlige forsamlingshus og de ildsjæle, der brænder for at fremme landsbylivet, beretter Tina K. Højbjerg.

Man kom også ind på de udfordringer og trusler, der retter sig mod landsbysamfundet, herunder den manglende gadebelysning, den kommende vest-motorvej, manglende fibernet og dårlig mobil-dækning.

Samt de udfordringer, det giver, når man som beboere i et lille samfund ikke har de samme visioner og drømme for fremtiden, og derfor ikke løfter i fælles flok, når der sættes nye initiativer i søen.

Der herskede en meget positiv stemning, og mange nye initiativer kom på tegnebrættet. Faktisk så mange, at landsbyrådets formand fandt det nødvendigt at indkalde til et nyt møde i nærmeste fremtid.

Her kan man nedsætte arbejdsgrupper, der skal arbejde videre med de forskellige tiltag.

Noget sådant kan jo ske under hyggelige forhold til en aften med fællesspisning, hvor hele familien er velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste