19 unge kokke hungrede efter at lære at lave mad
Entusiasmen i top på madskole i Hobro
Kom så ikke og sig, at børn ikke gider hjælpe til med madlavningen...
Indtrykket var nærmest det modsatte, da 4H, Landbrug og Fødevarer og Rema 1000 sammen inviterede til madskole på Bymarkskolen i Hobro.
- Hver dag gik vi hjem med en god følelse af børn, der hungrede efter at lære en masse om især madlavning. fortæller en af de frivillige instruktører i madskolen, Camilla Popp.
Sammen med Jette Nørgaard Jensen, Lars Peter Nielsen og Jan C. S. Schmidt stod hun for at indføre 19 børn i alderen fra otte til 12 år i madlavningens hemmeligheder - og lære børnene om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde.
Gennem ugen tilberedte børnene mad fra opskrifter i årets madskolebog, hvor temaet var mad fra forskellige lande.
Her stod den blandt andet på en indisk lassi, pizza, smørrebrød, brunsviger m.m., men madskole-deltagerne blev også klogere på temaer som kostråd, nøglehulsmærket og madspild.
Midt på ugen kom Bitten Slagter fra Onsild forbi med en halv gris og fortalte og demonstrerede, hvor det forskellige kød sidder på grisen.
Børnene var meget interesserede og nysgerrige, og der blev i løbet af ugen taget massevis af billeder af børnenes retter, så de kunne vise dem frem til forældrene, når de kom hjem.
Madskolen plejer ellers at kulminere med et større familiearrangement, men det lod sig desværre ikke gennemføre i år på grund af Covid19-situationen.