Billede beskrivelse

14 ”lejligheder” til mursejlere på plads i kirketårn

Fuglegruppe måtte sno sig for at få monteret de fire specialkonstruerede fuglekasser i kirketårnet i Roum

06. juli 2021 kl. 13.19

Fuglegruppen under Danmarks Naturfredningsforening i Mariagerfjord har igen været i aktion uden for kommunegrænsen - denne gang i Roum Kirke, hvor de lokale fugleentusiaster netop har opsat 14 redekasser til mursejlere.

Mursejleren var tidligere en almindelig fugl i Danmark, men pga. mange bygningsrenoveringer er den nu en truet fugleart, der mangler redehuller.

I Roum har kirken for nylig fået nyt tag, og lokalt har man derfor været bekymret for, om mursejlerne i kirken ville blive husvilde.

Derfor henvendte man sig til Fuglegruppen under DN Mariagerfjord.

I det tidlige forår var gruppen i Roum for at se på mulighederne, og her blev det besluttet, at den bedste løsning ville være at få sat nogle kasser op i kirkens tårn.

Billede beskrivelse

Gruppen byggede derfor fire specielle kasser - hver med to-fire ”lejligheder”.

De er nu blevet monteret inde bag de gitre, som dækker tårnets fire åbninger, og kun der hvor indflyvningshullerne befinder sig, er der blevet klippet et lille hul i trådnettet.

På den måde kan fuglene flyve ind i redekassen, hvor der er monteret en drejet træskål med dun, så æggene ikke triller væk under udrugningen.

Selve monteringen blev pga. af det smalle tårn og kirkeklokken særdeles vanskelig, så fuglegruppens medlemmer måtte sno sig.

Samtidig stødte gruppen først på en voksen fugl, som havde forvildet sig ned i tårnet, og i anden omgang fandt holdet fra DN Mariagerfjord mindst syv mursejlereder, som befandt sig på tårnets murkrone lige under tårntaget.

Nu håber alle, at fuglene bliver tilfredse med de nye ynglekasser, så de til næste år flytter derned.

For i Roum skulle man også gerne i fremtiden kunne nyde lyden og synet af disse fantastiske flyvere, som ankommer hvert år i maj måned fra Sydafrika.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste