100 traktorer, 100 lastbiler og rekordmange gæster
HOBRO: Lørdag var der Power Pull på markerne syd for Hobro – traditionen tro arrangeret af Black Devil Slædeteam ved Niels Sørensen.
Han kunne med stor tilfredshed melde om rekordmange gæster på pladsen.
- Der kiggede godt 4.000 gæster forbi i løbet af de 10 timer, som arrangementet varede. Det er rekord i alle de år, vi har arrangeret Power Pull i Hobro, hvilket vi – med undtagelse af et enkelt corona-år – har gjort siden 2016, fortæller Niels Sørensen.
Power Pull Hobro består af traktortræk med godt 100 deltagende traktorer, samt en imponerende udstilling med ligeledes godt 100 lastbiler.
Black Devil Slædeteam ved Niels Sørensen arrangerer Power Pull-stævner flere steder i Danmark – sammenlagt godt 35 stævner i løbet af en sæson. Her er arrangementet i Hobro det største.