Seneste nyt
Billede beskrivelse

Krofatter måtte på redningsaktion både ude og hjemme

08. juni 2026 kl. 19.02

ALS: Det lignede en almindelig søndag på Als Kro & Badehotel med en velbesøgt brunchbuffet, og kroejer Kim Johansen var selv ved at rundvise et par, der ville holde barnedåb på kroen, men så blev han pludselig afbrudt.

Hans ur begyndte at vibrere og meddelte, at han var "2,54 km fra et muligt hjertestop."

- Jeg accepterede missionen med det samme, fik informeret personalet, løb ud til bilen og af sted, fortæller Kim Johansen i et opslag på Facebook.

Forklaringen er, at Kim Johansen er hjerteløber og bliver derfor alarmeret, når han er i nærheden af potentielle hjertestop. Han blev en del af ordningen i 2020 og har været af sted flere gange med forskellige udfald. Denne gang gik det godt.

Billede beskrivelse

- Derudover kan jeg ikke fortælle så meget, fordi vi er underlagt tavshedspligt. Men jeg har en hjertestarter i bilen og nåede også frem som den første på stedet, inden redningshelikopteren var ankommet. Jeg tog tilbage til kroen, da den var lettet igen, fortæller han.

Da Kim Johansen kom tilbage, havde hans ansatte sørget for, at alt var i skønneste orden, men et par timer senere var den så gal igen.

- Jeg var alene på kroen, kun ishuset var åbent, og så kom der en ordentlig skylle fra oven. Jeg nåede lige at tænke, hvordan det mon stod til hjemme i Aalborg, så gik alarmen fra min vandniveau-sensor derhjemme. Skybruddet over Aalborg var så voldsomt, at regnvandsbrønden var ved at løbe over, så jeg lukkede ishuset og skyndte mig hjem for at starte pumpen i brønden. Gudskelov nåede jeg det i tide, så kælderen forblev tør, men sikke en dag, siger Kim Johansen.

Første etape af dagens redningsmissioner har nu givet ham en idé.

- Jeg faldt i snak med en instruktør i hjertelungeredning, og vi aftalte, at han kigger forbi kroen en af dagene, så vi kan arrangere et hjerteløberkursus på kroen. Chancen for overlevelse falder med 10 procent for hvert minut, der går, så jo flere vi er i byen, jo tryggere er vi, siger Kim Johansen, der melder datoen for kurset ud på Facebook, når den er fastsat.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste