Knægten fra Amerikavej får mere og mere tillid i Hobro
25-årige Mikkel M. Pedersen har spillet sig til en større og mere central rolle på 1. divisionsmandskabet gennem den seneste tid
FODBOLD: Med sit andet mål i denne sæson i 1. division sikrede Mikkel M. Pedersen et point til Hobro ved forårspremieren mod HB Køge. Det imponerende solomål er et godt billede på den rolle, som det særdeles velkendte ansigt på Amerikavej er ved at få.
Den 25-årige midtbanespiller er vokset op på samme vej, som Hobro IK spiller sine hjemmekampe.
- Jeg føler, at min rolle er blevet større på holdet. Det prøver jeg at tage til mig. Jeg oplever en stor tillid fra trænerne, og det handler for mig om at udvikle mig i den rolle og lære af det ansvar, som følger med. Det er noget, som jeg ser meget frem til, og det gør mig stolt og glad, fortæller Mikkel M. Pedersen.
Hans store indflydelse på holdet viser sig især gennem rollen som viceanfører. Dermed står han som lederen på banen, når midtbanekollegaen Jonas Brix-Damborg ikke starter inde på Hobro-holdet - som i sidste uge mod HB Køge.
- Når Jonas ikke spiller så meget, er der andre, der skal træde i karakter på midtbanen. Der kræver min position, at man kan styre holdet. Dem på siderne og foran skal man have styr på. Jeg kan også se på spilletiden, at det går den rette vej, og det betyder meget for mig. Sådan udvikler man sig mest, siger han.
Med Christian Cappis' skifte til Brøndby fra sommer kan Mikkel M. Pedersens rolle også blive større på den centrale midtbane. Men det bekymrer ikke Hobro-profilen.
- Det er sindssygt flot, og jeg er glad på hans vegne. Vi har jo altid spillet sammen i klubben, og vi supplerer hinanden godt. Men jeg frygter det ikke. Klubben er gode til at hente og udvikle spillere, og jeg ser et stort potentiale i Christian Hørby, der er på vej op og gør det godt til træning, siger Mikkel M. Pedersen.
Lørdagens opgør mod FC Helsingør kan blive et vigtigt skridt i klubbens erklærede mål om at være en del af top-seks, når grundspillet er overstået. Med en sejr kan nordjyderne nemlig overhale sjællænderne og sparke sig ind blandt de seks bedste.
- Den kamp skal helst vindes, hvis vi vil have håb om top-seks. Men vi har en god tro på det og er optimistiske i truppen. Vi har nogle spillere, der ikke har spillet så meget i efteråret, og nogen mangler det sidste. Så vi skal bare spilles sammen. Så bliver det bedre og bedre, siger Mikkel "MP".
1. divisionskampen mellem Hobro og FC Helsingør spilles klokken 14 på DS Arena.