Klub fejrer 20 år med charmeoffensiv
HADSUND: Rideklubben Hadsund fejrer lørdag - med nogle måneders forsinkelse - 20 års jubilæum og åbner dørene for alle, der måtte have lyst til at feste med eller se klubbens fine faciliteter, og hvad den ellers kan tilbyde.
Det gælder ikke mindst tidligere medlemmer og bestyrelsesmedlemmer, men også dem, der vil se, om ridesporten er noget for dem. For der er - i det mindste lidt - plads til flere, fortæller kasserer Susanne Christensen.
- Når det gælder opstaldning af heste, er vi helt fyldt op, men der er nogle pladser på vores elevhold, og vi vil selvfølgelig gerne byde nye medlemmer velkommen, men det er ikke det, der er hovedformålet. Vi skal først og fremmest have en sjov og hyggelig dag, siger hun.
Jubilæet blev rundet i december, hvor vejret ikke gav de bedste betingelser for en charmeoffensiv, så nu skal det være. Der er lagt op til en sjov dag, hvor rytterne demonstrerer, hvad de kan inden for forskellige discipliner.
Både de konkurrenceprægede som for eksempel pas de deux (der for de uindviede er ridesportens svar på synkronsvømning), spring på klubbens fine springbane og voltigering, men der er også "pony games", hvor forskellige forhindringer eller opgaver skal klares. Gæster kan få trækketure for at give en tryg oplevelse af, hvad det vil sige at sidde på en pony- eller hesteryg.
Ridehallen og de tilhørende faciliteter på Gl. Visborgvej 86 har eksisteret noget længere end 20 år, men den oprindelige rideklub gik konkurs, og efter at en privat rideskole havde været inde over og havde sagt op, tog en kreds af frivillige, heriblandt Susanne Christensen, initiativ til den eksisterende rideklub.
- Vi fik faktisk en fin start med over 50 medlemmer, så vi kunne blive medlem af Dansk Rideforbund. Vi fik også renoveret bygningerne, og siden er medlemstallet stort set kun vokset. Vi har ikke været mindre end 130 medlemmer og er i dag 171, hvoraf nogle er passive, og andre er aktive. Jeg har for eksempel selv en hest og en pony opstaldet, men jeg får ikke redet ret meget. Nu er jeg kun aktiv i bestyrelsen, fortæller Susanne Christensen.
Ikke desto mindre skal der festes lørdag, og skulle man blive sulten eller tørstig undervejs, stiller klubben op med grillede pølser, øl og sodavand til alle.
- Så kig forbi, se hvad vores dygtige ryttere kan, hils på vores elevheste, og få en trækketur, lyder opfordringen fra klubben.