Billede beskrivelse

Klitten vender tilbage til Hobro IK

Sommerens transfervindue er så småt ved at komme i gang, og nu har et tidligere AaB-talent fået fremtiden på plads

14. juni 2023 kl. 13.00
Opdateret 28. juni 2023 kl. 14.40

HOBRO: Der er tale om en decideret drømmesigning for Hobro IK. Klubben har nemlig sikret sig den spiller, der har stået øverst på ønskelisten.

Der er tale om Oliver Klitten. Den tidligere AaB-spiller lander i Hobro, som han også repræsenterede i sæsonen 2021/22 med stor succes. Siden har han tilbragt en sæson på leje i FC Helsingør. Nu går turen tilbage til Nordjylland og Amerikavej. 

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Hobro og Nordjylland. Det har været sundt for mig at prøve at stå lidt på egne ben med et år i Helsingør, men det passer mig godt, at jeg kan komme tilbage til Hobro, siger Oliver Klitten. 

- Det har været ret nemt for mig at træffe beslutningen om at vende tilbage til Hobro. De vil mig virkelig, og jeg havde en god tid i klubben, da jeg senest var der, siger Oliver Klitten, der har indgået en kontrakt, der løber for de tre kommende sæsoner. 

Den aftale er sportschef Lars Justesen selvsagt begejstret for. 

- Vi er sindssygt glade for at få Oliver tilbage. Han passer perfekt hos os, og vi ved, hvad vi får. Jeg er sikker på, at han kan udvikle sig her og hjælpe holdet, siger Lars Justesen. 

Umiddelbart ligner Oliver Klitten en oplagt wingback. Derfor kan man spekulere i et farvel til Mathias Haarup, der har kontraktudløb om få uger. 

- Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Vi har ikke afskrevet Haarup. Vi er i dialog, og vi respekterer, at Haarup også gerne vil afsøge andre muligheder. Skulle det blive aktuelt, så er vi klar med et tilbud, siger Lars Justesen. 

I forhold til Oliver Klitten glæder han sig til at komme til en ny klub, hvor han ikke bare er lejespiller. 

- Jeg har mærket, at du måske ikke lige er førsteprioritet, når klubben ved, at du skal videre snart. Det oplevede jeg blandt andet i Helsingør, så jeg glæder mig til, at jeg kan komme til en klub, der ejer mig og helhjertet ønsker at være med til at udvikle mig, siger Oliver Klitten. 

Han kan blandt andet se frem til et gensyn med sin nu tidligere hjemmebane; Aalborg Portland Park. 

- Det bliver meget sjovt at spille på Aalborg Portland Park igen. Det er lidt mærkeligt, at det er i 1. division, men jeg ser frem til at møde AaB igen, siger Oliver Klitten. 

  

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste