Kassen er smækket i - men Jane nægter at give op
MARIAGER: - Vi giver simpelthen ikke op!
Sådan siger Jane Grøn, der ellers må se et hjertebarn, Folkemødet i Mariager, være havnet i en næsten umulig krise. Økonomien omkring arrangementet hænger i laser, og den helt store bidragsyder, Mariagerfjord Kommune, har nu smækket kassen i.
- Jeg stemte selv for at droppe støtten. Det går ikke, når vi i øvrigt sparer på alt muligt andet, siger Jane Grøn, der ud over at være med i bestyrelsen for Folkemødet sidder i Mariagerfjord Kommunes byråd.
Kommunen har både i 2022 og 2024 ydet støtte til Folkemødet, og på byrådsmødet i september besluttede man dels at eftergive en oparbejdet gæld på knap 2,8 millioner kroner dels at dække et underskud på 550.000 kroner efter Folkemødet i år, så man undgår en egentlig konkurs.
- Og der vil ikke blive bevilget flere penge fremadrettet, og det er jeg som nævnt enig i, siger Jane Grøn.
Som konsekvens er Folkemødets sekretariat, Europahuset, lukket ned, og umiddelbart er der altså ikke nogen til at styre tøjlerne til det store arrangement. Men en kreds af personer med interesse i Folkemødet i Mariager arbejder ikke desto mindre på at holde liv i arrangementet.
- Jeg er selv med i rådet for CittaSlow og mødtes for nylig med formanden, Mette Bay Velling, og vi var enige om, at det simpelthen ikke kan passe, at vi ikke skal have Folkemødet længere, siger Jane Grøn.
Med den økonomi, der er til rådighed i form af sponsorater og - måske - et beskedent tilskud fra Region Nordjylland, bliver det dog et andet Folkemøde end i 2022 og 2024.
- Det bliver naturligvis i meget mindre skala og noget smallere med færre debatter og med et mindre musikbudget, og vi centrerer alle aktiviteter omkring Egepladsen og Den Gamle Biograf, forklarer Jane Grøn.
Hun påpeger, at man har gjort sig en del erfaringer og har lært af de fejl, der er blevet begået i de foregående år, og som har medvirket til underskuddet. På trods af det og med et Folkemøde selv i mindre skala skal der dog rejses penge, men langt det meste arbejde forventes udført ulønnet af frivillige.
- Nu skal vi i dialog med byens foreninger, erhvervslivet og vores sponsorer, der plejer at være gode til at bakke op. Det håber vi naturligvis også, at de gør nu. Det er for godt et arrangement til at lade falde til jorden, siger Jane Grøn.
I en pressemeddelelse byder Jane Bay Velling Folkemødet velkommen som en undergruppe under CittaSlows vinger.
- Vi har en stor hær af frivillige, som står på spring for at hjælpe, og vi vil bestræbe os på at inddrage så mange som muligt i arbejdet med det nye ”Mariager Folkemøde – Fred i Europa”, siger hun.
Der er indkaldt til informationsmøde møde 27. november kl. 18.30 i Mariager Hallen.