Billede beskrivelse

Kampen for landsbyens butik er slut

28. november 2024 kl. 11.00
Opdateret kl. 19.23

VEDDUM: Efter 119 år er brugsen i Veddum snart historie, og dermed mister beboerne i Veddum nu deres nærmeste indkøbsmulighed.

Det står klart efter Veddum Brugsforenings ekstraordinære generalforsamling onsdag i Veddum Sal. Her mødte 80 personer op, heraf 62 stemmeberettigede medlemmer af foreningen, og efter et par timers snak vedtog et overvældende flertal at følge bestyrelsens indstilling om at lukke og slukke. Kun tre stemte imod, en stemte blankt. Resten stemte for lukning.

- Det var ret udramatisk. Stemningen var afslappet. Der var en del spørgsmål til COOPs repræsentant og til vores revisor, mest omkring regnskabet, men enkelte også om, hvorvidt noget kunne være gjort anderledes, men selve afstemningen var heldigvis meget klar, fortæller formanden for bestyrelsen, Orla Jørgensen.

På Facebook udtrykker flere ærgrelse og tristhed over, at mange års kamp for overlevelse nu er slut. Orla Jørgensen deler tristessen, men er selv ret afklaret med beslutningen.

Billede beskrivelse

- Jeg er selvfølgelig ked af, at vi lukker, men jeg glæder mig over, at vi fik fem år ekstra, efter at det sidst var på dagsordenen at lukke i 2019, siger Orla Jørgensen.

Brugsen lukker ved årets udgang ved en kontrolleret nedlukning og dermed efterlades alle kreditorer skadesløse. Ifølge brugsforeningens vedtægter skal beslutningen konfirmeres på endnu en generalforsamling, hvilket sker 11. december, men det er ifølge Orla Jørgensen en ren formalitet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste