Billede beskrivelse

Julepyntede traktorer hittede - nu skal det være endnu vildere

03. januar 2025 kl. 19.02

HADSUND: Det blev et noget større slæb end ventet for by-, aktivitets- og foreningskoordinator i Hadsund, Mads Reinholt Laursen, at få stablet juleoptoget af landbrugsmaskiner sammen, men resultatet har givet smag på mere.

- Helt sikkert. Så længe jeg er bykoordinator, skal jeg nok sørge for at få det arrangeret, og så håber jeg på sigt at få det forankret i noget mere selvkørende, siger han.

12 køretøjer var tilmeldt, men kun halvt så mange kørte med, da det hele løb af stablen 21. december, og det skyldtes alene, at reglerne stillede sig hindrende i vejen.

- Jeg var ikke klar over, at det kun er køretøjer, der er godkendt til godstransport, der må køre. De, der er registreret som skov- og landbrugsmaskiner, må altså ikke være med. Det var lidt ærgerligt. En havde nået at pynte sin traktor og var noget slukøret, da han fik at vide, at han ikke måtte deltage, fortæller Mads Reinholt Laursen.

Han var på forhånd skeptisk over for, om det overhovedet kunne lade sig gøre, og om det ville blive vellykket, men han synes selv, optoget kom til at se "skidegodt" ud og er blevet bekræftet i, at andre også var begejstrede.

- Jeg har virkelig fået megen positiv respons - på Facebook, af tilskuerne - der var vel omkring 200 i gågaden - og fra de butiksdrivende. Jeg tror, alle havde en god oplevelse, siger Mads Reinholt Laursen, der snakkede med flere hold tilskuere, der var kommet til udefra, det ene hold fra Randers.

Alt i alt har det altså givet smag på mere, og Mads Reinholt Laursen forventer, at dette års reprise bliver væsentligt større og mere spektakulært.

- Alle chauffører har sagt, at de gerne kører med igen. Jeg tror også, at flere vil være med, når de hører, hvordan det er gået. Og så kan det måske være, at vi også kan få dem, der ikke måtte køre, med. Jeg har snakket med Motorstyrelsen, og de vil gerne kigge på det, når vi nu er ude i god tid. Om det lykkes, ved jeg selvfølgelig ikke , siger han.

Han anslår, at han har brugt op imod 50 timer i løbet af december alene på at indhente de nødvendige tilladelser. Derudover er der opgaven med at få alle parter i og omkring arrangementet til at spille sammen.

- Det er politiet, kommunen, Vejdirektoratet, chaufførerne, Motorstyrelsen som nævnt, Hadsund Handel og Turisme og Hadsund Håndværker- og Borgerforening. Men det bliver nok ikke helt så besværligt næste gang, nu hvor vi har prøvet det, siger Mads Reinholt Laursen.

På baggrund af erfaringerne forventer han flere ændringer i næste omgang.

- Jeg kunne godt tænke mig, at de kom kørende udefra i stedet for at starte i Hadsund, og så ville det være flot, hvis de kørte over broen og gerne igennem Storegade to gange, inden de parkerer. Desuden var der en, der bemærkede, at det var synd, de ikke kørte forbi Bernadottegården, så jeg tænker, vi kommer forbi begge byens plejehjem næste gang, siger Mads Reinholt Laursen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste