Jim Lyngvild præsenterer: Vikinger og Asatroen
HADSUND: Vikingerne levede både fredelige hverdage hjemme i de nordiske lande og deltog i erobringer og krige i det meste af Europa. De drog på opdagelsesrejser til Amerika og Tyrkiet. Deres dagligdag bestod af handel, håndværk og slaveri, men asatro, tilbedelsen af de nordiske guder, kæmper og forfædre, spillede en central rolle for datidens nordboere.
Multikunstneren Jim Lyngvild vil den 2. september kl. 19.00 tage publikum med på en imponerende rejse gennem tid, rum og tro.
Tiden er vikingetiden fra år 800 til 1050, altså for 975 til 1225 år siden.
Rummet udgøres af deres hjemlande i Danmark, Norge og Sverige, hvor vikingerne rejste ud, især til England og Irland, men også til fjernere destinationer.
Troen er selvfølgelig asatro med de nordiske guder, som var religionen, indtil kristendommen erstattede den i slutningen af vikingetiden. Harald Blåtand kristnede Danmark, men processen tog længere tid end blot en konges dåb.
- Der er mange huller i vores viden om vikingernes tid, og derfor kræver det mod og villighed til at prøve, hvis man vil skabe en sammenhængende fortælling baseret på den viden, vi har tilgængelig fra arkæologien og de skriftlige kilder. Jims fotografier er med til at udfylde hullerne i den eksisterende viden ud fra en kreativ og kunstnerisk vinkel, skriver museumsinspektør Jeanette Varberg fra Nationalmuseet i sit forord til Jim Lyngvilds bog "Alverdens Vikinger – Dragt, Magt og Pragt".
Jim Lyngvild vil dele sine indsigter om vikinger og asatroen mandag den 2. september fra kl. 19.00 i Salen i Hadsund Kulturcenter.
- ELRO-Fonden sponserer og gør det dermed muligt for os at gennemføre dette arrangement på en af årets ELRO-Dage, fortæller Gunner Buck, som er formand for Foreningen NORDEN Mariagerfjord, der arrangerer denne aften.