Billede beskrivelse

Jesper Bøge drømte om udlandet, men kulturbærer i Hobro lyder også fint

Forsvarsspilleren har været en fast bestanddel af defensiven gennem alle op- og nedturene i Hobro IK

13. marts 2021 kl. 06.43

FODBOLD: Jesper Bøge og Hobro IK er uadskillelige.

Tirsdag præsenterede 1. divisionsklubben, at forsvarsspilleren har skrevet under på en treårig kontraktforlængelse. Og når kontrakten udløber i sommeren 2024, har Jesper Bøge været i Hobro i 11 år.

- Det var sådan set en let beslutning, at vi skulle tage endnu en tørn sammen. Jeg har været meget glad i Hobro, og jeg så det som et stærkt signal fra klubbens side, at de vil beholde mig i yderligere tre år, selvom jeg er 31 år, lyder det fra Jesper Bøge.

Jesper Bøge havde et par andre henvendelser, men det var hans nuværende klub, som var mest ivrig. Derfor faldt valget endnu engang på Hobro, som alle andre gange de seneste otte år.

Det er ikke, fordi Hobro-veteranen ikke har haft drømme om at prøve noget andet.

- Jeg har mange gange tænkt, at jeg skal prøve noget nyt, men der er flere faktorer, som har gjort, at det aldrig skete. De gange, hvor vi har været i Superligaen, har jeg tænkt, at jeg var et godt sted. Vi spillede med i den bedste række, og jeg var fast starter.

- Det havde selvfølgelig været fedt at prøve sig af i udlandet, men den mulighed er nok ved at være udløbet, siger Jesper Bøge med henvisning til sin alder.

Guide talenter

Da Jesper Bøge i vinteren 2013 skiftede til Hobro, var det kulturbærere som Mads Justesen og Rasmus Ingemann, som tog sig af klubbens unge spillere.

Otte år senere er det Jesper Bøge, som har fået den rolle. Han er den Hobro-spiller, som har været næstlængst tid i klubben - kun overgået af Jonas Brix-Damborg.

- Min rolle har ændret sig markant. Jeg er blevet en kulturbærer i Hobro, og derfor skal jeg tage mere ansvar både på og uden for banen, siger forsvarsspilleren.

Hobro har meldt ud, at klubben i fremtiden i højere grad vil satse på egne talenter, og her ser Jesper Bøge, at han får en vigtig rolle qua sin erfaring.

- Jeg kan huske, da jeg selv stod som ung spiller og var glad for, at der var nogle ældre spillere, som kunne tage hånd om mig. Så det er spændende, at det nu er mig, som kan vise en retning for de unge spillere.

Undgå nedrykningskampen

Den nordjyske 1. divisionsklub har haft en frustrerende sæson, hvor klubben ikke har formået at bide sig fast i top-6.

Hobro har fire point op til FC Fredericia på sjettepladsen med to kampe tilbage af grundspillet. Det ser derfor ualmindeligt svært ud for Hobro at blive en del af oprykningsspillet.

- Nu handler det om, at vi skal skrabe nok point sammen til, at vi ikke bliver involveret i bunden. Det kan gå stærkt, når ligaen bliver delt op, og vi møder hinanden hele tiden, siger Hobro-spilleren.

Lørdag venter 1. divisions mest formstærke hold, når Silkeborg IF slår vejen forbi DS Arena.

- Silkeborg er det hold, som spiller det bedste fodbold, når de rammer dagen. Vi skal formå at bryde deres rytme, og vi skal have gang i offensiven, så har vi gode muligheder, lyder det fra Jesper Bøge.

Kampen mod Silkeborg starter klokken 14.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste