Ild i soveværelset: Ældre kvinde må genhuses efter brand
Nordjyllands Beredskab fik hurtigt branden under kontrol
VISBORG: Lørdag sidst på formiddagen udbrød der brand i en villa på Kjellerupsgade i den lille by Visborg, der ligger nordøst for Hadsund.
Nordjyllands Beredskab fik en anmeldelse om branden klokken 11.42.
Ifølge indsatsleder René Nikolajsen, Nordjyllands Beredskab, opstod ilden i husets soveværelse.
- Værelset er helt udbrændt, og der er kraftig brandskade i gangen udenfor. Resten af huset er røg- og sodskadet. Det er sort overalt, siger indsatslederen, som oplyser, at husets beboer er en ældre kvinde.
- Et nært familiemedlem tager sig af kvinden, men hun får brug for genhusning, siger René Nikolajsen.
Branden var klokken 12.30 under kontrol, og der er tilkaldt skadeservice til at tage sig af røg- og sodskader i huset.
- Vi har ingen bud på, hvorfor branden er opstået. Det skal politiets teknikere forsøge at finde frem til, siger indsatslederen.