Idrætshal står stærkt efter bekostelig renovering
ØSTER HURUP: Multihuset i Øster Hurup har i de senere år haft problemer med lækager i taget, men nu har hallen i løbet af det seneste halve år gennemgået en større overhaling med nyt tag og nye endegavle, og selvom det har kostet omkring to millioner kroner at nå så vidt, kommer idrætshallen både økonomisk og i bogstavelig forstand tørskoet ud efter byggeriet.
Noget skyldes, at investeringen i vidt omfang er finansieret af fonde og kommunalt tilskud, men man har også måttet låne 600.000 kroner af Mariagerfjord Kommune for at komme i mål, og selvom det er rentefrit, skal det dog betales tilbage. Men det opvejes af de besparelser, man nu kan vente.
- Både tag og gavle er blevet efterisoleret, og det giver i sig selv energibesparelser, men vi har også fået monteret solceller på taget, og samlet set sparer vi 50.000-60.000 kroner om året, hvilket stort set svarer til afdragene, fortæller forretningsfører Jørgen Kaare Jensen.
Byggeriet blev indledt kort før sommerferien og blev fuldført mandag, da tømrerne monterede de sidste plader på endegavlene.
Et faldende børnetal er et generelt problem for mange idrætshaller, også Multihuset, men ifølge Jørgen Kaare Jensen er aktiviteten og økonomien tilfredsstillende.
Sommerhusudlejningsbureauet Sol og Strand er fast lejer, og efter at man for fire år siden indrettede seks værelser til overnatning, er der også kommet overskud derfra.
- Vi er bestemt ikke trængt, fastslår Jørgen Kaare Jensen.