Hobro må klare sig uden nyindkøb
Justin Shaibu må vente nogle uger på at få sin næste kamp for Hobro IK
FODBOLD: I sidste søndags udekamp mod HB Køge kunne Hobro IK præsentere angrebsforstærkning i form af Justin Shaibu, men den tidligere Brentford-spiller holdt kun 20 minutter, inden han måtte udgå med en skade.
Det uheld holder ham også ude af lørdagens hjemmekamp mod topholdet Lyngby Boldklub.
- Det er en skade, som nok kommer til at tage to-fire uger, så der er desværre noget, der tyder på, at han ikke kommer i spil mere på den her side af landskampspausen, siger Hobro-træner Martin Thomsen med henvisning til landskampsterminerne i begyndelsen af september.
Foruden de langtidsskadede Mads Hvilsom og Villads Rasmussen er Jesper Bøge, Frederik Mortensen, Kasper Høgh og Oliver Thychosen også fortsat på skadeslisten.
- Bøge, Høgh og Frederik Mortensen har været lidt på træningsbanen i dag (fredag, red.) og kan begynde at bygge lidt på, og Thychosen har også været ude og prøve sig lidt af, så der er noget, der tyder på, at det begynder at se fint ud for os på den anden side af landskampskampspausen.
- Inden da skal vi dog have samlet nogle point, og derfor har jeg selvfølgelig fokus på de folk, der er klar.
- Vi kan stadig stille et rigtig godt hold, der vil kunne byde Lyngby op til dans. Forhåbentligt kan vi få den første sejr, som også vil kunne give en masse energi til holdet, siger Martin Thomsen.
Hobro har hentet to point i sæsonens første tre kampe, mens Lyngby har maksimumpoint efter samme antal kampe. Der er kampstart på DS Arena klokken 13.