Hobro har ny assistenttræner på plads
Der er tale om en gammel bekendt af Hobro på posten som ny assistenttræner for Martin Thomsen
FODBOLD: Siden afskeden med Jacob Friis og Anders Egholm har der været ledigt i assistenttrænerstolen hos Hobro IK. Første opgave var naturligvis at få en ny cheftræner på plads, og det fik man hurtigt i skikkelse af Martin Thomsen.
Han har været med i processen med at finde en ny assistenttræner. Her blev det til et opkald til den tidligere Hobro-spiller Emil Antonsen, som nu bliver ny assistenttræner i den klub, hvor han selv var aktiv spiller, da man rykkede fra 2. til 1. division.
- Det var meget let at takke ja til den mulighed. Det krævede ikke de store overvejelser. Jeg har lige siden mit karrierestop som aktiv spiller haft en ambition om at prøve kræfter med trænergerningen som et fuldtidsjob. Jeg nåede selv at prøve at være fuldtidsspiller, men siden har jeg haft job ved siden af fodbolden. Det har også været berigende, men jeg glæder mig til udelukkende at skulle fokusere på fodbold igen, siger Emil Antonsen til Nordjyske.
Han ser på de nye udfordringer i Hobro med spændte øjne, og han kan genkende en stor del af den klub, som han i sin tid forlod.
- Det ser ud til, at klubben stadig bygger på nogle af de samme værdier, som da jeg spillede i klubben. Dyder som stenhårdt arbejde en for alle-mentaliteten er stadig vigtige elementer i Hobro, siger Emil Antonsen.
Han lagde støvlerne på hylden for en god håndfuld år siden, og efterfølgende har han prioriteret trænergerningen ved siden af det civile job på Skive Folkeblad.
- Jeg har været assistenttræner for Skive, hvor jeg også har trænet klubbens jyllandsseriehold. De seneste fire år har jeg været U19-træner i FS Holstebro, så jeg kommer med en trænerbaggrund, hvor jeg har arbejdet på græsrodsniveau, og det er noget, som helt sikkert kommer mig til gode i det nye job, vurderer Emil Antonsen, der har DBU's A-uddannelse.
Ligesom cheftræner Martin Thomsen er Emil Antonsen bosiddende i Skive, men de to har ikke nogen tættere relation.
- Man kender jo hinanden i den her branche, men det er ikke nogen tæt relation, vi har til hinanden. Det er meget perifert, hvor meget vi har arbejdet sammen, men jeg ser frem til at skulle arbejde sammen med ham, siger Emil Antonsen.
Han vil ikke være at finde ved Hobros træninger i den kommende uge, da han skal afvikle lidt sommerferie, men efter endt ferie er Emil Antonsen klar til at trække i Hobro-tøjet igen.
Han var aktiv i Hobro fra januar 2010 til sommeren 2012.