Billede beskrivelse

Har du en gammel kuffert? Så kan du komme på en gratis togtur

30. juni 2024 kl. 19.08

MARIAGER: Veteranbanen afholder sin traditionsrige kuffertdag søndag den 7. juli. Det fortæller arrangørerne. 

Har man en rigtig kuffert – altså en gammel kuffert med stil – så støv den af, tag den med og mød op hos veteranbanen søndag den 7. juli. Så kommer man gratis med toget. Men husk, rejsekufferten skal være fra før plasticalderen! Sportstasker, nylon-rygsække og reklametasker gælder ikke.

- Traditionen tro kører alle voksne, der medbringer en gammel pap- eller læderkuffert, gratis med veterantoget på kuffertdagen den 7. juli, fortæller veteranbanens driftsbestyrer Frits Sørensen, der dog understreger, at kuffertdagen ikke omfatter Trekantruten. 

Billede beskrivelse

- Har man lyst til at klæde sig ud som de medvirkende i Matador eller Badehotellet, så gør det endeligt. Det gør blot dagen endnu festligere, fortsætter driftsbestyreren.

Møder man op med sin gamle stilfulde rejsekuffert, så pakker veteranbanen den med spændende oplevelser. Kør ud i sommerlandet som i ”the good old days” og oplev stemningen fra ”før verden gik af lave.” 

Nyd naturen fra togets åbne endeperroner: Mariager Fjord, bøgeskovene syd for fjorden, de frodige græsmarker i det kuperede landskab mod True og Vester Tørslev, den flotte udsigt over Glenstrup Sø og hedearealerne mellem Glenstrup og Handest. Alt sammen kombineret med flittig brug af lokomotivfløjten.

Billede beskrivelse

I Handest skal man naturligvis aflægge et besøg i stationens pakhus, hvor der er indrettet kiosk, og hvor der kører en rød skinnebus på modelbanen. Har man lyst til at stå af undervejs ved et af veteranbanens trinbrætter eller stationer, kan man blot gøre det. Så samler toget en op igen, når det kører tilbage.

Veteranbanens driftsbestyrer Frits Sørensen fortæller: 

- Når man kommer med sin gamle og stilfulde rejsekuffert, så må man ikke forvente, at turen bliver som i den flyvende kuffert og med eksprestogsfart. Veterantogets hastighed er 30 km i timen, men til gengæld lover vi, at man får sjælen med sig. Læn dig tilbage i sæderne og drøm dig tilbage til ’Korsbæk-tiden’. Måske er det endda ’Røde’, der håndterer din kuffert, når du kommer til Handest? Hvem ved? 

Billede beskrivelse

- Du har 45 minutter, det er den tid, det tager at køre gennem det afvekslende landskab på den 17 kilometer lange jernbanestrækning mellem Mariager og Handest.

Pak madkurven og kaffen og inviter hele familien med på en hyggelig togtur. Alle generationer vil helt sikkert synes, det er en sjov oplevelse at køre med et gammelt veterantog med stil. Nyd maden undervejs eller på Handest station. 

- Det medbragte smager garanteret dobbelt så godt i de gamle personvogne eller på den snart hundrede år gamle jernbanestation, siger driftsbestyrer Frits Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste