Han mistede glæden i AaB, men nu jagter talent drømmen i anden nordjysk klub
Marius Jacobsen er ny spiller i Hobro IK, men omgivelserne er alt andet end uvante for den unge forsvarsspiller
HOBRO: Søndag blev han præsenteret som ny spiller i Hobro IK, og mandag havde 19-årige Marius Jacobsen så første arbejdsdag i sin nye klub.
Rammerne er dog langt fra uvante for forsvarsspilleren, der med skiftet til Hobro IK er vendt tilbage til den klub, hvor han trådte sine første fodboldstøvler.
- Det betyder rigtig meget for mig at skulle spille for Hobro. Det var her, jeg startede med at spille fodbold, og jeg er kommet på stadion, siden jeg var fire år. Jeg har altid drømt om at spille på DS Arena, og nu føler jeg også, at jeg har noget at byde ind med, så derfor var det den rigtige timing at komme tilbage, siger Marius Jacobsen.
I Hobro IK bliver Marius Jacobsen endnu en spiller i rækken af unge himmerlændinge, der skal forsøge at få et gennembrud på det lokale førstedivisionshold. I den forgangne sæson var Frederik Dietz og Mads Freundlich fra henholdsvis Hobro og Aars de to mest fremtrædende.
- Vi skal ikke lægge skjul på, at det er et plus, at de har den baggrund. Vi har nogle stærke værdier i den her klub, og jo flere kulturbærere, vi kan få, jo bedre. Vi skal også have spillere, der kommer udefra og kan trykke på nogle andre knapper.
- Men for de her drenge er der også følelser på spil. Det bliver et stort øjeblik for Marius, når han skal ind og spille sin første kamp på DS Arena, og det skal gerne være en styrke for os, siger Hobro-træner Martin Thomsen.
Kontrakten i Hobro IK er forsvarsspillerens første som seniorspiller. Senest har han været anfører for Lyngby Boldklubs U19-hold.
- Tiden i Lyngby har givet mig hår på brystet. Jeg synes, at jeg har udviklet mit forsvarsspil, som tidligere måske ikke var så godt, samtidigt med at jeg har styrket mine spidskompetencer, som jo er spillet med bolden, siger Marius Jacobsen, der begyndte i Hobro IK som fireårig.
Som U13-spiller gik turen videre til AaB, der for to år siden altså blev skiftet ud med Lyngby.
- Jeg var kørt død i det i AaB og havde brug for noget nyt. Lyngby havde lavet en rigtig god plan for mig, som jeg synes var mere tiltrækkende, selv om AaB tilbød mig en forlængelse, siger Marius Jacobsen, der er noteret for seks kampe for det danske U16-landshold.
Som 16-årig blev han også inviteret til prøvetræning i den engelske storklub Tottenham Hotspur.
- Det var en stor oplevelse, men jeg var nok ikke så moden på det tidspunkt. Men ved at blive inviteret derover fandt jeg for alvor ud af, at jeg måske kunne drive min fodboldkarriere til noget, siger Marius Jacobsen.
Nu gælder det dog Hobro IK, hvor Marius Jacobsen skal forsøge at erobre en plads i det centrale forsvar. I den forgangne sæson konkurrerede især Simon Jakobsen, Jesper Bøge, Emil Søgaard og Frederik Dietz om de tre pladser i startopstillingen.
- Jeg håber da, at jeg kan erobre en plads, men jeg er jo stadig ung, så jeg kan helt sikkert lære en masse af de spillere, samtidig med at jeg forhåbentlig kan give dem noget konkurrence, siger Marius Jacobsen.
Samme forventning har cheftræner Martin Thomsen.
- Marius er en spændende spiller, der med sine kvaliteter på bolden helt sikkert kan bidrage med noget offensivt som en af de to yderstoppere.
- Han er stadig ung, så forhåbentlig kan vi løfte ham til næste niveau, men længden af kontrakten afspejler jo også, at det er en spiller, vi har tålmodighed med, siger Martin Thomsen.
Marius Jacobsens kontrakt med Hobro IK løber frem til sommeren 2027.