Hadsund Korets 25-års jubilæum: Gratis koncert i kirken
HADSUND: Hadsund Koret kan i år fejre 25-års jubilæum. Den 18. august 1999 mødtes de første interesserede på Hadsund bibliotek, fortæller korets formand, Anita Nørholm.
Der var booket lokaler på den daværende Hadsund Skole, men de var for små. I stedet blev det musiklokalet på Visborg Skole, der de første år skabte rammen om fornøjelige koraftener ledet af Signe Martin.
Da skolen lukkede ned i 2004, flyttede koret til Skovgården og havde øvested der, indtil de i 2014 indledte et samarbejde med kirken og fik lov at øve i menighedscenteret.
Siden 2012 er korets egne koncerter blevet afholdt i Hadsund Kirke. Koret har ved flere lejligheder repræsenteret byen ved f.eks. besøg af henholdsvis biskoppen og dronningen i 2011, og da Danmarks Radio optog gudstjeneste i Hadsund Kirke i 2012.
Der er ingen optagelsesprøve, og koret er for alle over 16 år, der har lyst til at synge.
- Vi har rigeligt plads til nye sangere, hvis der nu sidder en derude og har lyst til at være med. Selvom vi arbejder seriøst og knokler med de sværeste satser, er der altid plads til et godt grin, lyder det fra korets formand.
Koret afholder jubilæumskoncert i Hadsund Kirke den 15. maj kl. 19.00, og det er gratis.