Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hadsund banket af bankospillere i Hobro

11. november 2024 kl. 19.01

HADSUND: De handlende og foreningen Fodslaw har igennem årene været vant til fine resultater, når det gjaldt om at samle ind til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne, men den såkaldte Lyserød Lørdag 5. oktober blev knap så lyserød, som den plejer.

Tovholder Thomas Jensen fra Allessko i Hadsund må erkende, at man var endog meget langt fra sidste års resultat. Dengang indsamlede man 19.636 kroner. I år blev det "kun" til 12.789. Dermed måtte man se sig slået af Hobro, der omvendt oppede sig ganske gevaldigt med 21.630 indsamlede kroner imod 14.957 i 2023.

Når det gælder kappestriden med Hobro, er der i hvert fald én ting, der springer i øjnene. Hobro indsamlede nemlig hovedparten af sit resultat på et bankospil i Biecentret, der kastede 11.000 kroner af sig.

I Hadsund skaffes resultatet på to måder. 15 specialbutikker leverer 10 procent af deres omsætning på dagen, og Hadsund Fodslaw arrangerer i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling vandretur for betalende deltagere.

- Jeg må beklageligvis sige, at det var omsætningen i butikkerne, der svigtede i forhold til tidligere. Det er ærgerligt. Men vi vender stærkt tilbage næste år, lover Thomas Jensen.

Han trøster sig med, at Hadsund trods alt stadig ligger flot i forhold til de øvrige himmerlandske "konkurrenter" og for den sags skyld i forhold til andre nordjyske byer.

Alligevel er det måske tid til selvransagelse, efter at Hadsund ellers har oplevet stigende resultater gennem årene.

- Nu har vi kørt i 12 år med det samme program. Måske er folk blevet lidt trætte af det? Så nu må vi vende det lidt på hovedet og se, om der noget, vi kan gøre bedre og anderledes. Jeg synes bare ikke, vi skal tage banko på programmet. Vi må op på hesten igen, siger Thomas Jensen.

Butikkerne, der deltog i Hadsund, er: Mr. Tang, Friis Wood & Deli, Tøjeksperten, Butik Birit, Allessko, Torben, Altid ChaNoLa Blomster, Sportigan, Sport24, Salon Saxen, Højs Bageri, Café Piccolo, Byens Blomster og Thiele Optik.

På landsplan steg indsamlingsresultatet for Kræftens Bekæmpelse fra 4.616.000 kroner i 2023 til 5.002.531 kroner i år. De går ubeskåret til Støt Brysterne kampagne, hvor pengene bruges på forskning og oplysning om brystkræft og til patient- og pårørendestøtte.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste