Gratis videnskabstilbud til børn vender tilbage til Hobro
HOBRO: Er dit barn vild med at undersøge og opdage nye ting? Til efteråret kan børn i 4. og 5. klasse i Hobro deltage i et gratis fritidstilbud, hvor verden bliver udforsket gennem videnskabelige aktiviteter.
Det fortæller Videnskabsklubben.
Tilmeldingen til Videnskabsklubben åbner den 31. august kl. 10.00.
Der er videnskab i alt. Jorden, vi går på, gemmer på krible-krable-liv, stolen, vi sidder på, er sammensat af atomer, og brødet, vi spiser, består af milliarder af celler. Det hele venter bare på at blive undersøgt!
Til efteråret kan nysgerrige børn, der elsker at udforske verden omkring sig, gøre netop dét gennem Videnskabsklubben, som vender tilbage til Hobro og tilbyder et unikt fritidstilbud for børn i 4. og 5. klasse. Tilbuddet er gratis.
Det handler ikke om at være bedst
Det er fjerde år i træk, at børn i Hobro får mulighed for at fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole i deres helt egen videnskabsklub. Videnskabsklubben er en ikke-statslig organisation, som arbejder for at tilbyde børn og unge et inspirerende og præstationsfrit fritidstilbud, hvor de på tværs af baggrund, køn og alder kan mødes og undre sig i fællesskab.
- I Videnskabsklubben kan børn og unge fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole. Vi skaber rammerne for, at de kan mødes i et interessefællesskab, hvor det ikke handler om at være bedst, men om at være med, siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som er direktør i Videnskabsklubben, der i 2024 udbyder fritidsaktiviteter for børn i 55 byer.
Børn i 4. og 5. klasse lærer om biodiversitet
Hver onsdag fra kl. 15.30 til 17.00 i ugerne 43 til 49 bliver dørene til Mariagerfjord Gymnasium slået op for børn i 4. og 5. klasse, som har lyst til at lege med sjove og inspirerende aktiviteter, forsøg og eksperimenter. Det overordnede emne er biodiversitet, og "miniforskerne” lærer i løbet af de syv uger om det mylder af liv, som vi mennesker deler planeten med.
Børnene skal blandt andet lede efter insekter og planter i gymnasiets nærområde og undersøge dem nærmere under lup. De skal grave efter fossiler, de skal spille spil om arternes slægtskab og i det hele taget blive klogere på, hvordan alt liv er i familie med hinanden.
Underviserne er frivillige gymnasieelever, der selv brænder for videnskab.