Billede beskrivelse

Gratis Open Air-koncert i Hadsund: Kom og nyd musikken under åben himmel

15. august 2024 kl. 11.00

HADSUND: Frivillige i Hadsund og omegn, sammen med Hadsund Håndværker- og Borgerforening samt Mariagerfjord Kommune, har igen i år arrangeret en Open Air-koncert på Bernadottegården i Hadsund. Koncerten finder sted onsdag den 21. august fra kl. 16.00, og der er gratis adgang for alle interesserede.

Det fortæller arrangørerne i en omtale. 

Hadsund Håndværker- og Borgerforening har i samarbejde med kommunen udarbejdet et alsidigt program for dagen.

Bo Young

Bo Young er kendt som søn af Jodle Birge, men med over 25 år på scenen har han for længst bevist sit eget talent. Han hylder stolt sin far, men står nu stærkt på egne ben.

Billede beskrivelse

Yrsas Dansk Top Show

Yrsa begyndte sin karriere som 14-årig og har i mange år optrådt til utallige fester. Sammen med Ib har hun dannet en musikalsk duo, der næsten altid har levet af musikken.

Les Manes

Dette band blev dannet i 1965 af Lass Lybæk og HC Menne og har gennemgået flere rekonstruktioner siden da. De har spillet til mange arrangementer, herunder vintersæsoner på Hadsund Skovpavillon og nostalgiballer i 90’erne og 00’erne. 

Billede beskrivelse

Deres repertoire spænder fra britisk pop/rock til US soul og internationale tophits.

Hadsund Håndværker- og Borgerforening har siden 1884 haft en betydelig indflydelse på udviklingen af Hadsund, og foreningen ser det som en naturlig opgave at støtte op om Musik i Hadsund. 

- Vi håber, at vi alle igen må få en dejlig aften i de flotte omgivelser, udtaler Leif Ringkær fra styregruppen og mindes her de tidligere arrangementer.

På baggrund af den store opbakning fra både publikum og musikere i 2023 har arrangørerne valgt at gentage samme program i 2024 og håber på et lige så stort fremmøde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste