Billede beskrivelse

Gode bud på attraktiv ejendom - men sælger siger nej

07. juni 2025 kl. 06.02

ØSTER HURUP: Mariagerfjord Kommunes udbud af ejendommen på Havnen 2 i Øster Hurup må gå om, efter at økonomiudvalget så at sige er blevet fanget på det forkerte ben. 

Det oplyser borgmester Mogens Jespersen (V) efter det seneste økonomiudvalgsmøde, hvor salget var på den lukkede dagsorden.

- Vi havde fire bud, hvoraf de tre levede op til vores ønsker og forventninger. Det højeste bud levede derimod slet ikke op til forventningerne om, at det skal være et aktiv for byen.

Med en så attraktiv placering skal der være handel, restauration eller noget lignende. Det skal ikke være et lager for en bilforhandler, der skal bruge plads til sine reservedele, siger han og løfter dermed sløret for, hvad det højeste bud gik ud på.

Billede beskrivelse

Hvem der står bag de fire bud, oplyses ikke i en salgsproces. Derfor er emnet på den lukkede dagsorden.

Udvalget har besluttet at lave et nyt udbud, og Mogens Jespersen forventer, at det bliver en formalitet at sikre sig imod et nyt benspænd.

- Vi skal bare tydeligt tilkendegive, at vi ikke er bundet af at tage buddet med den højeste pris. Det kan vi normalt i vores udbud, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne det i dette tilfælde, men det er op til vores jurist at klare det. Jeg tror ikke, det bliver nødvendigt at præcisere, hvilke formål vi ønsker fremmet. Det fremgår i forvejen af udbudsmaterialet, siger han.

Et nyt udbudsmateriale kan først komme på økonomiudvalgets dagsorden efter sommerferien, og da der skal være en frist til at byde, kan salget tidligst realiseres i september, og dermed ser det ud til, at der først bliver aktivitet i huset sidst på året eller i det nye år.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke nåede at komme gang i det i højsæsonen, men nu sikrer vi i hvert fald, at ejendommen ender med at blive et aktiv for byen og området, for det skal det være, fastslår Mogens Jespersen.

Havnen 2 har tidligere huset en butik med fiskeudstyr og har været benyttet som kontor for områdets turistbureau, men nu det lokale foreninger, der har til huse i ejendommen. Heriblandt Lokalhistorisk Arkiv, der altså nu får længere frist til at flytte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste