Generationsskifte: Lene takker af efter 37 år
MARIAGERFJORD: Den tidligere formand Lene Haugbølle ringede for sidste gang med klokken til generalforsamlingen den 26. september, da afdelingen afholdt ekstraordinær generalforsamling. Omkring 75 deltagere hyldede Lene for hendes imponerende og utrættelige arbejde for fagbevægelsen gennem 37 år. Af disse år har hun været formand i 33 år, først i KAD og senere i 3F Midtfjord.
Det fortæller 3F Midtfjord.
Lene har været en respekteret formand for afdelingen og en dygtig leder for de ansatte. Hendes fravær vil blive mærket. Som tak for hendes lange indsats modtog Lene den klokke, som hun har brugt på samtlige generalforsamlinger, helt tilbage fra hendes tid i KAD.
Klokken har stor betydning for Lene, og den vil være et minde om hendes tid som formand.
Afdelingen ønsker Lene held og lykke i fremtiden og håber, hun vil nyde sit velfortjente otium.
Ny daglig ledelse i 3F Midtfjord
Generalforsamlingen valgte Brian Bertelsen som ny formand for afdelingen. Han har tidligere været A-kasseleder og anden næstformand.
Morten Andersen, faglig sekretær indenfor transportområdet, blev valgt som ny anden næstformand.
Linda Steffensen er blevet ansat som den nye A-kasseleder. Den nye ledelse repræsenterer en god blanding af erfaring, forskellige fagområder og aldersgrupper.