Billede beskrivelse

Gammelt træskib styrer ud af rørte vande for fulde sejl

09. januar 2025 kl. 19.04

MARIAGER/DANIA: Den stolte skude Agape har igennem 82 år sejlet rundt i de danske farvande med skiftende ejere, men nu har den skiftet status til selvejende institution, og en proces med at stifte en forening er sat i gang.

I spidsen for manøvren står Henrik Svangren, der er formand for bestyrelsen i den selvejende institution. Han forklarer, at den seneste ejer, Blå Kors, ikke længere ønskede at stå som ejer.

- Vi frivillige omkring skibet overtog det for to år siden, og dermed er der nu en række opgaver, som Blå Kors tidligere stod for, men som vi nu selv skal tage os af. Så vi har brug for flere hænder, siger han.

Indtil 1982 sejlede Agape som fiskekutter, men så blev den bygget om til sejlskib, og siden har den været brugt til sommertogter for hold af børn og unge fra diverse institutioner. Det gør den fortsat, så sejlaktiviteten er den samme.

- Blå Kors har garanteret tre årlige togter, og vi sejler tre mere for forskellige institutioner. I princippet kan vi sejle fra april til oktober, men der er ikke nok, der kan sejle skibet, og da alt foregår på frivillig basis, kan vi ikke sejle mere, end vi gør, siger Henrik Svangren.

Billede beskrivelse

Togterne er en af tre indtægtskilder til driften af skibet. De øvrige er donationer og medlemskontingenter. Og med ambitioner om at øge alle aktiviteter skal antallet af togter øges, og det kræver flere medlemmer.

- Vi har p.t. 139 medlemmer, hvoraf 12-15 er aktive på og omkring skibet. Hvis vi kunne nå op på 400-500 medlemmer og stadig have cirka 10 procent af dem som aktive, ville det være perfekt, siger Henrik Svangren.

Tallet 139 skal formentlig tages med et gran salt, for medlemsadministration er et af de punkter, der halter.

- Vi har været i gang med at hverve medlemmer i to år, men vi har ikke haft helt styr på administrationen, så der kan meget vel have været måske 200, hvoraf nogle måske bare ikke har fået en påmindelse, siger Henrik Svangren.

Potentialet synes at være der. P.t. har Agapes Facebookgruppe 628 medlemmer, så interessen er stor.

Det samme er opgaven med at holde skuden sejlende. I sommerhalvåret ligger Agape til kaj i Mariager, men ellers ligger den i vinterhi ved Dania, hvor den rigges den af og overdækkes med et sejl, så man kan foretage det omfattende arbejde med vedligehold.

- Jeg vil tro, at vi bruger omkring 1000 mandetimer i løbet af vinteren, men det kunne sagtens være 2000, fortæller Henrik Svangren.

I et Facebookopslag har man derfor efterlyst frivillige til at tage sig af medlemshåndtering, sociale medier, nyhedsformidling, budgettering, vedligeholdelse af motor og skib, søredning, sikkerhed ombord, med - meget - mere. Også bestyrelsen skal udvides, efter at tre medlemmer af forskellige årsager for nylig har forladt den. Den består ud over Henrik Svangren af Joakim Rex Blankschøn og Peter Senholt. Lige som alle andre arbejder de frivilligt.

- Vi kvitterer med medlemssejladser, som kan være ugentlige ture på Mariagerfjord, men også Limfjorden rundt har været meget succesfuld for vores medlemmer. Derfor er vi ved at finde økonomi til at tage til Næstved i pinsen, hvor medlemmer kan deltage i et stort træskibstræf, lyder opfordringen i opslaget, der slutter denne optimistiske melding.

"Skibet Agape er på ret kurs og ønsker alle en glædelig jul og godt nytår fra vinterhiet på Dania."

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste