Frygten har grebet byens plageånder
HADSUND: Efter årtiers larm og ballade i Hadsunds midtby er der opbygget en vis utålmodighed, men måske er der håb forude i forhold til at slippe af med de støjende plageånder.
Mariagerfjord Kommune har i år allieret sig med en falkoner i kampen mod rågerne, der huserer i en større koloni på Himmerlandsgade ved rådhuset og Lejerbos etageejendomme, og det ser ud til at virke.
Man har netop afholdt et møde og gjort status på et par ugers indsats fra Flemming Salomonsens falkonertjeneste, og ifølge kommunens naturforvalter, Kenneth Jensen, er der godt nyt.
- Der er ingen tvivl om, at det virker. Spørgsmålet er, hvor godt. Der er færre voksne fugle, der slår sig ned, og jeg tror også, beboerne tydeligt kan høre, at det gør en forskel, siger han.
Det komplicerede lov- og regelgrundlag gør rågeregulering til lidt af en videnskab.
Mariagerfjord Kommune har søgt og fået tilladelse til at jage voksne råger indtil 15. marts, hvor ynglesæsonen begynder. Den opgave er lagt i kløerne på Falkonertjenestens høge. Fra 1. maj til 15. maj er der yderligere et vindue, hvor de nyudklækkede unger må skydes.
- Du må ikke bede mig om at forklare hvorfor, for det er svært at se meningen, men sådan er det, og vi gør så alt, hvad vi kan inden for rammerne, siger Kenneth Jensen.
Falkonertjenesten er i gang om formiddagen stort set hver dag i løbet af ugen, og den indsats fortsætter indtil 15. marts. I modsætning til tidligere forsøg, virker det denne gang.
- Vi har for år tilbage forsøgt os med rovfugle, men de var ikke trænet til at slå ihjel og fløj bare rundt i området. Råger er kloge fugle, så da de fandt ud af, at det var tomme trusler, var de ligeglade. Nu slår høgene dem ihjel, og det virker, siger Kenneth Jensen.
Hidtil har indsatsen koncentreret sig om at skyde ungerne i den tilladte periode, men reelt har den mest gavnet jægerne i Hadsund, der har fejret sæsonen med stegt ungfuglebryst. Det er dog ikke overflødigt, forklarer Kenneth Jensen.
- Råger vender tilbage som voksne til det sted, hvor de kom til verden, så det reducerer belastningen over tid. Men det løser ikke problemet. Det holder det bare nede.
Nu er spørgsmålet så, om luftværnet kan gøre en afgørende forskel. Efter at vinduet lukker 15. marts, holder man et nyt evalueringsmøde. Problemet vil givetvis ikke være løst, for ifølge Falkonertjenesten er man nødt til at fortsætte i mindst to, måske tre år.
- De, der overlever, vender tilbage næste år, så man er nødt til at gentage det, indtil fuglene flytter. Vi satser på, at de trækker længere nordpå, op i Linddalen, hvor der er høje træer, og hvor der ikke er beboelse så tæt på. Vi kunne selvfølgelig håbe på, at de flyttede helt op nord for Linddalen, men der vokser der kun nåletræer, og dem yngler de ikke i, forklarer Kenneth Jensen.