Frustration over krig og ufred gav Marion en lys ide - nu skal der strikkes
SKELUND: En dyb frustration over den ufred, der hersker mange steder i verden, har nu resulteret i et initiativ, som går ud på at gøre, hvad man nu kan for at påvirke situationen. Ideen kommer fra Marion Kronbo, der sammen med søsteren Eva, driver forretningen Søstrene Kronbo i Skelund.
- Jeg synes, det er helt forfærdeligt, det der foregår i øjeblikket med krige overalt. Det er fuldstændig meningsløst, og jeg har længe funderet på, om der dog ikke er noget, vi selv kan gøre for at sætte fokus på fred. Så sad jeg en dag og gloede på Facebook og fik øje på et billede af en strikket fredsdue. Det var en kampagne fra Røde Kors, der sælger en strikkeopskrift for at rejse penge til deres arbejde. Det er en rigtig god ide, og jeg tænkte, at dét må vi have udbredt, fortæller Marion Kronbo.
Søstrene Kronbo er en blanding af garn- og stofforretning tilsat nogle kreative workshops, og koblingen lå derfor lige for.
- Jeg kontaktede Røde Kors i Hadsund for at høre, om vi fællesskab skulle prøve at få flere til at strikke og støtte, og det var de helt med på, fortæller Marion Kronbo.
På mandag tager man så det første skridt med en fælles strikkedag i Skelund. Og her kan alle være med, i bogstavelig og overført betydning. For en pris af blot 50 kroner får man en strikkeopskrift, gratis garn, rundstykker og kaffe, og så er det ellers om at nørkle.
- Vi vil gerne give alle muligheden for at være med, så derfor er prisen lav, og vi og Røde Kors betaler garnet. Men man er selvfølgelig meget velkommen til at donere mere, hvis man har lyst. Det koster selvfølgelig lidt for os, men det behøver vi ikke snakke om, siger Marion Kronbo.
Røde Kors i Hadsund har i forvejen en kreds af kvinder, der strikker alt muligt, som siden sælges i Røde Kors butikkerne. Og "Nørklerne", som de kaldes, er selvfølgelig selvskrevne.
- Men ellers håber vi, at så mange som muligt melder sig. Det ville være så dejligt, hvis vi kunne yde vores lille bidrag til freden, siger Marion Kronbo.
Man kan også strikke derhjemme, men om mandagen i ulige uger er der altså fællesstrik hos Søstrene Kronbo. Om onsdagen foregår det hos Nørklerne i Hadsund, og så er man selvfølgelig velkommen til at strikke derhjemme. De færdige resultater kan man selv beholde eller aflevere hos Røde Kors eller Søstrene Kronbo.
- Nogle af dem udstiller vi i forbindelse med Smag på Hadsund i august, mens resten sættes til salg i Røde Kors butikken, siger Marion Kronbo.