Forurenet drikkevand: Her skal du koge vandet
Drikkevandet er forurenet med colibakterier
Drikkevandet fra Valsgård Vandværk nordøst for Hobro er forurenet med colibakterier.
Det skriver Valsgaard Vandværk i en besked, de har udsendt via en sms-tjeneste til forbrugere af vandet fra vandværket.
"Den rutinemæssige kontrol af drikkevandet i vores område, fredag formiddag d. 25/8 2023, har vist, at vandet er forurenet med colibakterier fra jordforurening", skriver vandværket.
Vandet skal derfor koges ved 100 grader i mindst et minut, før det kan drikkes.
Vandværket, som leverer vand til omkring 520 husstande, skriver, at vandet fortsat kan bruges til vask, rengøring, badning mm.
Har du mistanke om en defekt vandinstallation, en defekt kloakledning, en unormal brug af brandhaner eller andet, beder vandværket dig om at kontakte dem.
Vandværket opfordrer forbrugere om at holde øje med Facebook. I Facebook-gruppen "Valsgaard" opdaterer bestyrelsen fra vandværket om situationen.